På med spritbrillen: Så dårligt går du, når du er fuld

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Tirsdag kunne borgere i Silkeborg Kommune helt ædru mærke, hvor dårligt man bevæger sig rundt, når man drukket

Det er højtid for kampagner mod spritkørsel - men hvordan er det egentlig at køre bil i beruset tilstand? Det kunne man i dag, helt lovligt, få svaret på i Silkeborg.

Iført en spritbrille der forvrænger synet, havde borgerne i dag muligheden for at teste deres koordination, som den ville være, hvis de havde fået lige et glas for meget til julefrokosten.

Mellem orange kegler stillet på række blev der zig-zagget ned af gaden. Nogle klarede turen i stiv arm, mens andre var mere usikre. En af dem var Anne Sofie Kristensen.

- Der er meget mere afstand inde i brillen, end der er i virkeligheden. Lige pludselig går man bare ind i noget, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Særligt unge er slemme til at køre fulde

Den sjove event på gaden i Silkeborg i dag sker på en dyster baggrund. Til trods for talrige kampagner er alkohol i blodet stadig årsagen til 15 procent af uheldene i trafikken. Hos de unge i alderen 18-24 år er det tal hele 30 procent.

- De unge har ikke den samme erfaring i trafikken. Samtidig kan de også blive påvirket af, at de har kammerater med i bilen. Og nogle gange har man heller ikke helt den samme indsigt i, hvad man har af evner i trafikken, siger Gitte Merstrand, der er civilingeniør i Silkeborg Kommune.

Det var blandt andet hende, der stod bag dagens arrangement. Tiltaget er bare et ud af mange, der ser ud til at have en effekt i Silkeborg Kommune. Antallet af trafikuheld fra 2009 til 2015 er halveret, og spritulykker er i samme periode reduceret fra 22 i 2009 til to i 2015.

- Vi har natbusser ved store arrangementer til en stor del af vores kommune. Og vi har også flexture som mange andre kommuner. Det kan være nogle af de medvirkende årsager til, at du har nogle alternativer til at sætte dig op på en knallert eller en cykel, siger Gitte Merstrand til TV 2 Østjylland.

Dumt at køre med alkohol i blodet

Da Anne Sofie Kristensen var kommet igennem keglebanen og igen kunne tage brillerne af, var budskabet sunket ind.

- Man skal helt sikkert ikke køre, mens man har drukket for meget, siger hun.

Skulle man have fået mod på at prøve spritbrillerne, så kan de kvit og frit lånes. Det kræver bare, at man bor i Silkeborg Kommune.

Borgere i Silkeborg kunne i dag teste koordinationen iført et sæt spritbriller, der gav samme følelse, som havde de drukket lidt for meget. Video: TV 2 Østjylland