BLOG: Skal vi acceptere, at børn i Danmark vokser op i fattigdom?

16x9
Arkivfoto. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Rigtig mange børn kommer i klemme, når regeringen fjerner fattigdomsgrænsen og indfører kontanthjælpsloftet. Derfor skal vi kæmpe imod.

Tusindvis af børn vokser desværre op i fattige familier i Danmark. Det skyldes blandt andet regeringens politik.

Det er nemlig vigtigt for de borgerlige, at det skal kunne betale sig at arbejde. Sådan lød det igen og igen inden sidste folketingsvalg. Men det betyder ikke, at regeringen overvejer at hæve mindstelønnen eller gøre arbejdsvilkårene bedre for offentligt ansatte eller personer med små lønninger.

Nej, det handler naturligvis om at gøre livet sværere for dem, der af den ene eller anden grund ikke arbejder.

Noget af det værste, denne regering har gjort – og der er nok at tage af – er at indføre kontanthjælpsloftet. Resultatet er nemlig, at de gør dem, der har mindst, endnu fattigere. Det er svært at forstå meningen i en tid, hvor økonomien har det godt.

Men regeringen mener, at det øger motivationen hos dem, der ikke er i job. Også selvom vi har fået vished for, at kontanthjælpsloftet kun har fået ganske få i arbejde.

Regeringens politik rammer desuden et utal af mennesker, som ikke er klar til at tage et job. 72 procent af kontanthjælpsmodtagerne er ikke job-parate, som det hedder. Det betyder, at de ikke er klar til at gå ud og tage et arbejde. Det kan være på grund af fysiske eller psykiske lidelser. De mangler ikke motivation. De mangler hjælp til at tage næste skridt. Og nogle af dem har brug for en afklaring i form af en førtidspension, hvis der ikke er udsigt til, at de kan komme videre. Så kan vi i det mindste give dem ro på.

Men kontanthjælpsloftet går også ud over børnene, som ikke har den fjerneste del af skyld i, at de havner i en situation, hvor forældrene ikke kan betale for deres fritidsaktiviteter eller børnefødselsdage. Det ville jeg rigtig gerne ændre.

I denne tid er det særligt tydeligt, at børnene rammes af regeringens politik. Der er allerede meldinger om, at ansøgninger om julehjælp slår rekord, og at ansøgerne har været tidligt ude. Det viser tydeligt, at der er mange familier, som prøver at sørge for en ordentlig jul for hele familien. Og det er altså bare særligt svært at få enderne til at nå sammen, når der skal købes gaver, julemad og måske betales for transport til et julebesøg hos familien.

Regeringens eneste bud på at løse problemet med flere fattige familier er at fjerne den såkaldte fattigdomsgrænse. Det er som om, de tror, at problemerne forsvinder, hvis man lukker øjnene for dem.

I SF kæmper vi for at genindføre fattigdomsgrænsen og afskaffe kontanthjælpsloftet.

Vi vil ikke finde os i, at børn vokser op i fattigdom i Danmark.