10 personer blev syge efter at have spist østers

16x9
Arkivbillede. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

I samarbejde med TV Midtvest

Fødevarestyrelsen har lukket for kommerciel høst af østers og muslinger ved Lem Vig, efter ti personer er blevet syge.

Ti mennesker har været ramt af roskildesyge efter at have spist østers fra Lem Vig, og det har fået fødevaremyndighederne til at stoppe for høst af østers i området.

De dårlige østers blev solgt af virksomheden Venø Seafood, der ærgrer sig over sagen.

- Vi er selvfølgelig rigtig kede af, at vi har solgt nogle østers, der har været sygdom i. Det har slet ikke været vores mening, siger virksomhedens ejer, Kristian Borbjerggaard.

Den seneste kontrolrapport fra Venø Seafood er fra starten af november. Her står der, at Fødevarestyrelsen havde en mistanke om, at nogle af østersene havde norovirussen, som er den, der giver Roskildesyge.

- Vi har en formodning om, at der er sket en lokal forurening omkring de her østers. Det er simpelthen blevet optaget af østersene, forklarer biolog og specialkonsulent ved Fødevarestyrelsen, Bjarne Ring Thorbjørnsen.

Lukket for fangst

Venø Seafood fik hurtigt tilbagekaldt de udsendte østers og kasseret resten.  

- Lige nu har det den konsekvens, at vi slet ikke sælger den her type østers, som vi normalt sælger utroligt mange af, fortæller Kristian Borbjerggaard.

Østers fra Veno Seafood bliver fanget tæt på land. Det er en ny metode, og det øger risikoen for forurening. Virksomheden tester i forvejen sine østers for e-coli-bakterier og samonella, men nu vil de måske udvide kontrollen.

- Det kan være, at hvis vi skal have den her type østers ind igen, så skal vi i gang med at teste for norovirus. Så vi skal tale med Fødevarestyrelsen om, hvad vi skal gøre fremadrettet for at bibeholde de her østers.

Fødevarestyrelsen fraråder også private at samle østers i området ved Lem Vig.