Nordjylland ramt af indbrudsbølge - politiet mistænker udlændinge

16x9
. Foto: Shutterstock (Arkivfoto)

I samarbejde med TV2 Nord

Antallet af indbrud i Nordjylland er eskaleret, og nu beder politiet borgerne om hjælp.

Nordjyllands Politi har rigeligt at se til for tiden. I løbet af de sidste ti dage har der været ikke færre end 105 indbrud i regionen.

Især Brønderslev Kommune er hårdt ramt. I hele 2016 var der 135 indbrud i kommunen. På nuværende tidspunkt har der allerede været over dobbelt så mange, nemlig 276 – og det er endda inden indbrudstyvenes absolutte højtid, nemlig de mørke måneder i november og december.

Også i Jammerbugt Kommune er langt flere familier kommet hjem til et hus, der er blevet tømt for værdigenstande. Sidste år var der i alt 152 indbrud. I år har der været 188 indbrud i de første ti måneder.

De mange indbrud er til stor frustration for Nordjyllands Politi.

- Vi har sindssygt mange indbrud. Det har stået på hele året, men nu er det eskaleret, siger politikommissær Sune Myrup.

Tilrejsende grupperinger huserer i Nordjylland

Hvorfor der er sket en eskalering, ved politiet ikke. Men de er overbeviste om, at det er kriminelle tilrejsende, der står bag, og som er i Nordjylland lige nu. Det vurderer de på baggrund af de ting, der bliver stjålet.

- De går ikke efter design, som danske indbrudstyve gør. De går i stedet efter ting som iPads og smykker, siger Sune Myrup.

Han fortæller også, at de ubudne gæster nogle gange flytter ind i faldefærdige huse eller på campingpladser.

Politiet beder om hjælp

I alt har der været 2098 indbrud indtil videre i år. I hele sidste år var der 2394 indbrud. Og med de helt store indbrudsmåneder på vej, har politiet udsigt til at drukne i anmeldelser resten af året.

Nordjyllands Politi har den næsthøjeste sigtelsesprocent i hele landet.

- Derfor er det irriterende, at vi ikke ser et fald, siger politikommissæren.

Derfor beder de nu offentligheden om at holde øjne og ører åbne.

- Det er ikke uvant, at der er mange indbrud, men der er virkelig behov for at få informationer ud til befolkningen, så de kan holde øje. En patruljevogn kan ikke opdage alt det, som en hel villavejs beboere kan opdage, siger politikommissæren.

For nylig blev pakker med tyvekoster standset, efter en person havde forsøgt at sende dem til Litauen via den lokale brugs i Sæby. Derfor beder politikommissæren også især brugsuddelere om at se kritisk på store pakker, de bliver bedt om at sende til udlandet.

Også på campingpladser og ved bed and breakfast-steder vil politiet gerne vide, om der er folk i udenlandske biler, der har unaturlig adfærd.

Vær opmærksom i de tidlige aftentimer

Det er almindeligt kendt, at de mørke måneder er indbrudstyvenes favoritmåneder.

- Mange gerningsmænd går rundt og kigger efter, om folk er hjemme i de tidlige aftentimer, siger Sune Myrup.

Han opfordrer derfor borgerne til at få det til at se ud som om, der er aktivitet. Man kan eventuelt bede naboen om at holde øje med sin bopæl.