Stor redningsaktion - leder efter person til søs

I samarbejde med TV 2 Lorry

Der er lige nu gang i en større redningsaktion i Frederikssund.

Politiet og beredskabet er lige nu igang med en større redningsaktion ved Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund. Det bekræfter vagtchefen ved Nordsjællands Politi, Søren Bjørnestad, over for TV 2 Lorry.

Vagtchefen ved Nordsjællands Politi oplyser, at der er tale om en ulykke, hvor der er opstået brand på en sejlbåd med to personer om bord. Branden opstod i motorrummet. 

Kun den ene person har umiddelbart reddet sig i land efterfølgende.

- De springer begge to i vandet og har oppustelige redningsveste på. Men om den ene redningsvest ikke puster sig op, ved vi ikke, siger Søren Bjørnestad.

Vagtchefen fortæller til TV 2 Lorry, at sejlbåden, efter den har været uden kommando, er sejlet videre og er stødt på grund omkring 50 meter fra Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund.

Politiet fik anmeldelsen klokken 16.11 og oplyser, at JCC, som er dem, der står for redning til søs, er til stede omkring vandet med både helikopter og flere redningsbåde. Derudover leder politiet med hundepatruljen på begge sider af Roskilde Fjord.

Vagtchefen oplyser, at pårørende til den savnede er underrettet.