Hæren har fået sin første kvindelige general

16x9
Jette Albinus får i dag stjerner på skuldrene, når hun bliver udnævnt som brigadegeneral og stabschef for Hjemmeværnskommandoen. Foto: Ole Friis

I samarbejde med TV Øst

I dag har Jette Albinus første arbejdsdag som stabschef i Hjemmeværnskommandoen. Det gør hende til den første kvindelige general i Hæren.

I dag er en historisk dag i Hjemmeværnet og Hæren.

Det skyldes, at hjemmeværnskommandoen i dag får sin første kvindelige stabschef og general.

Det er brigadegeneral Jette Albinus, der i dag har første arbejdsdag på Vordingborg Kaserne.

Ny stilling og ny titel

Jette Albinus har hidtil været chef for Veterancentret, og titlen som brigadegeneral følger med hendes nye stilling.

Det gør Jette Albinus til den anden kvindelige general i Danmark nogensinde og altså den første i både Hæren og Hjemmeværnet.

Hvis man spørger hovedpersonen selv, har det dog ikke den store betydning, at hun er kvinde.

- For mig har det altid handlet om at være en god soldat og officer, og accepten fra dine kollegaer kommer kun på grund af din faglighed og dine evner. Jeg tror mere, det har været mine omgivelser, som har bemærket, at jeg har været kvinde. Jeg tænkte faktisk ikke selv over det i de første mange år. I dag er jeg mere bevidst om, at jeg også er en rollemodel, siger hun i en pressemeddelelse.

Tidligere udsendt

Jette Albinus har været udsendt af flere omgange, og har tidligere haft flere chefposter i Hæren og Hjemmeværnet.

Forfremmelsen sker kun, et år efter Danmark fik sin første kvindelige general. Det var Lone Træholt, der blev udnævnt til brigadegeneral og chef for Flyvevåbnets Taktiske Stab.

HVAD ER EN BRIGADEGENERAL?

  • En officersgrad inden for Hæren og Flyvevåbnet, der er højere rangeret end oberst og og lavere end generalmajor
  • Brigadegeneralen bærer en generalstjerne på hver skulder.