Ved du hvor denne sten er fra?

16x9
Stenen måler cirka 50 gange 25 centimeter, er grå-sort og vejer op mod 30 kilo. Foto: Fyns Politi

I samarbejde med TV 2/Fyn

Stenen, der blev kastet ud fra en bro og ned foran en bilist, vejer det samme, som den betonklods, som sidste år kostede en tysk kvinde livet.

Det er ikke bare en sten taget i vejkanten, som natten til lørdag kort efter klokken 03 blev kastet ud fra broen ved Spedsbjergvej og ned foran en bilist på E20 Den Fynske Motorvej.

Stenen har ikke ligget i jorden, vurderer vagtchef ved Fyns Politi, Lars Thede. 

- Der er ingen farveaftegning af jord eller mos eller lignende på den, siger Lars Thede og beskriver den som grå-sort. Stenen er cirka 50 gange 25 centimeter.

Stenen vurderer han til at veje mellem 25 og 30 kilo.

Det gør den ligeså tung som den betonklods der i august sidste år dræbte en tysk kvinde og gjorde hendes mand invalid. Betonklodsen blev kastet ud fra en bro under en kilometer fra broen ved Spedsbjergvej og gik gennem forruden på det tyske ægtepars bil. På bagsædet sad deres fem-årige søn. Han slap uskadt fra det fatale stenkast.

Nattens stenkast betød, at Fyns Politi lukkede en del af motorvejssporet mellem afkørsel 53 og 52 af i østgående retning for at sikre spor på og ved vejbanen og på broen.

Stenen var meget tæt på at ramme Lars Aabrandt fra Ringe. Han fortalte tidligere lørdag til TV 2/Fyn, at han så noget falde ned fra broen og en lille støvsky, da det ramte jorden. 

- Jeg når lige at undvige højre om. Og så kigger jeg i bakspejlet og ser en lastbil, der slår et ordentligt slag, fortæller Lars Aabrandt om det dramatiske øjeblik, som indtraf, da han var på vej hjem fra Aarhus.

Ved du noget om stenkastet eller stenen, så ring til Fyns Politi på telefonnummer 114.