E-sportsholdet Astralis går nye svedige veje mod toppen

I samarbejde med TV2 Nord

Som det første e-sportshold i verden satser Astralis nu benhårdt på at nå til tops gennem fysisk træning.

Sveden pibler af 24-årige Peter Rasmussen, i Counter Strike-kredse bedre kendt som ”Dupreeh”.

- Kæft, det' hårdt, men det' godt, puster han, efter at have trampet i pedalerne på spinningcyklen.

Sammen med resten af drengene fra det Københavnske Counter Strike-hold Astralis, hvor også den 21-årige nordjyde Andreas Højsleth er med, er han i dag taget i fitness for blandt andet at få testet sin balance og reaktionsevne, og sidst, men ikke mindst sin kondition.

- E-sporten er inde i en fed udvikling, og jeg er glad for jeg er en del af det. Og det er fedt, at vi har nogle rigtige gode eksperter til at vise os, hvordan vi kan bruge vores krop endnu bedre, og som forhåbentligt betyder, at vi kan vinde endnu flere kampe i fremtiden, fortæller Peter ”Dupreeh” Rasmussen til TV 2 Lorry. 

Han bakkes op af holdkammeraten Nicolai ”DEV1CE” Reedtz:

- Jeg er overbevist om, at satser hele holdet på det her, og kan vi gøre den fysiske træning til et fast træningsritual, så jeg sikker på, at det vil gavne holdet på længere sigt.

For få år siden havde det været utænkeligt, at Peter ”Dupreeh” Rasmussen og resten af Astralis skulle lave fysiske test, men i takt med at interessen for e-sporten inden for de seneste par år er eksploderet, er forholdene også blevet langt mere professionelle.

For der er mange penge i E-sport: Til næste år anslås det, at markedet vil have en værdi på 1,9 milliarder dollars.

Det store opsving skyldes blandt andet skydespillet Counter Strike, her blev der sidste år, på verdensplan, uddelt pengepræmier for 110 millioner kroner.

Det er firmaet RFRSH, der driver Astralis. Sidste år tog de skridtet og hyrede en fast sportspsykolog til holdet, og i år har de så som det første E-sports hold i verden lavet en træningsplan for holdet, der skal belyse holdets fysiologiske styrker og svagheder.

- Hvis man vil præstere som atlet, så kræver det, at man spiser og sover ordentligt, og man skal være i ordentlig fysisk form. Hvis man ikke er det, nedsættes ens evne til at koncentrerer sig, og for de her drenge er koncentrationen et af deres vigtigste redskaber når de spiller, fortæller Mikkel Juhler, der udover at agere personlig træner for Astralis, også er fysioterapeut for blandt andet kvindelandsholdet i håndbold.

Og der er behov for at være i god form. Sidste år deltog Astralis i omkring 15 turneringer og havde over 170 rejsedage. Derudover træner holdet op til 35 timer om ugen bag skærmen. I januar lykkedes det holdet at vinde den prestige fyldte E-League Major-finale i USA, og siden da har holdet været regnet som det næstbedste Counter-Strike hold i verden.