Region sparer busruter i yderområder for millioner

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Region Midtjylland planlægger at ændre og nedlægge en del busruter for at spare.

Flere busruter i Region Midtjylland skal enten sløjfes eller nedjusteres. En beslutning, der skal spare regionen for 35 millioner kroner.

Men den beslutning bliver ikke mødt med glæde i Ryomgård, hvor en af ruterne formentlig må lade livet. 

Benny Madsen har nemlig rute 212 lige uden for sin dør, og den har han taget hyppigt de seneste seks år. Og det håber han at kunne blive ved med.

- Det er meget forkert, for der er dårlige forbindelser i forvejen, siger Benny Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han er førtidspensionist, fordi han er dårligt gående, og han er afhængig af busruten, som fragter ham til kommunen, hvor han ofte er til møde. 

Bussen, der kører mellem Ryomgård og Ebeltoft, er en af flere ruter, som Region Midtjylland vil nedlægge eller skære i afgange. Du kan se hele listen nederst i artiklen.

Det er endnu ikke politisk vedtaget hvilke ruter, der må lade livet, men det er bestemt, at der skal spares. Derfor er der blevet foreslået en bruttoliste over ruter, der må forventes ændret. 

Det er især i kommuner som Syddjurs Kommune, at den offentlige transport er afgørende for mange – da der ikke er ligeså mange afgange i forvejen, som der eksempelvis er i Aarhus.

Derfor er der da heller ikke politisk tilfredshed over hele linjen.

- Det er rigtig ærgerligt, hvis vores borgere på den bekostning vil blive betjent meget dårligere, end de gør i dag, siger Kirstine Bille, SF, der er fungerende borgmester i Syddjurs Kommune, fordi borgmester Claus Wistoft (V) er bortrejst. 

Du kan finde en begrundelse for, hvorfor man vil spare på hver enkelt rute via dette link.