72-årig kvinde prajede taxa og jagtede hjemmerøver - det gav pote

16x9
Det lykkedes en patruljevogn at standse den stjålne varevogn. Foto: TV MIDTVEST

I samarbejde med TV2 Nord

Et groft røveri slog ikke en 72-årig kvinde ud, da hun natten til lørdag blev truet med kniv af maskeret mand.

En 72-årig kvinde i Aalborg fik en ubehagelig og dramatisk oplevelse klokken 04:20 natten til lørdag.

Hun er avisbud og var i gang med sin rute. Røveren truede hende med en kniv og fik hende dermed til at udlevere bilnøglerne til en Toyota-varebil.

Herefter kørte gerningsmanden væk i bilen.

Det oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.

Kvinden prajede en taxa

Kvinden slap uskadt fra hændelsen og var chokeret, men lod sig dog ikke afskrække. Det lykkedes hende at praje en taxa i nærheden, og sammen kørte de efter den maskerede mand i varevognen.

Taxachaufføren knipsede et billede af varevognen, som han sendte rundt til flere venner og bekendte.

Og det gav pote. Kort efter anmeldte flere bilister en varevogn som slingrede lige lovligt meget på Motorvej E45 mod Syd.

På Rasteplads Stenhøj ved Hobro Nord lykkedes det en patruljevogn at standse varevognen. Bag rattet sad en 24-årig somalisk mand, som viser sig at være en 'gammel kending' for Nordjyllands Politi.

I bilen fandt Politiet elefanthuen og kniven, som gerningsmanden havde truet den ældre kvinde med.

Nordjyllands Politi sigter manden for røverilignende forhold. Det skal nu vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.