Forvirret over disse skilte? Vejdirektoratet erkender fejl

16x9
70 kilometer i timen eller ej? Foto: TV 2 Østjylland

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Et skilt sat op i forbindelse med noget vejarbejde i weekenden blev ved en fejl vendt forkert.

Bilister, der kom kørende ad rute 587 nord for Løgten, blev nok lidt forvirrede, hvis de så på fartskiltene, der for nylig er blevet sat op.

Et af skiltene viste, at bilister måtte køre 70 kilometer i timen, men lige ved siden af var der sat et skilt op, der viste, at fartgrænsen ikke længere lå på 70 kilometer i timen. 

Skiltene er sat op, fordi Vejdirektoratet har bygget motorvejskrydset på strækningen om, men noget er gået galt.

- Der er sket en fejl. Entreprenøren har været derude og arbejde fra fredag klokken 18.00 til tidlig lørdag morgen, og der har de ikke fået vendt skiltet om. Det må selvfølgelig ikke ske, fortæller projektleder ved Vejdirektoratet Shahriar Honar.

Skiltene bliver gennemgået

Projektet på strækningen blev faktisk afsluttet sidste år, men efterfølgende har der været noget finisharbejde, og det er altså her, det er gået galt med skiltet.

Hos Vejdirektoratet lover man, at skiltet hurtigst muligt kommer til at vende den rigtige vej igen. 

- De er på vej derud for at kigge på det nu. De gennemgår samtidig alle de skilte, der er blevet sat op, siger Shahriar Honar.