Døde vandrefalke bjærget fra klippevæg på Bornholm

I samarbejde med TV 2/Bornholm

Unger i reden hos bornholmsk vandrefalk vakte jubel hos ornitologer - men glæden blev kort.

Siden 2015 har Merete Mogensen som er aktivt medlem af DOF (Dansk Ornitologisk Forening) Bornholm observeret den samme yngleplads for vandrefalke. 

- Sidste år blev den gamle hun jaget væk af en ny, men hun var desværre for ung til at lægge æg. Det kunne hun i år, hvor hun lagde fire flotte æg i april, siger Merete Mortensen.

Æggene blev udklækket i starten af maj, og fire flotte unger kom til verden under den nye mors vinger.

- Det er helt fantastisk at følge fuglene. Fra de klækkes til de lærer at flyve. Det oplevede jeg for et par år siden med den gamle hun, siger Merete Mortensen. 

Hun fik ikke muligheden for at opleve det i år. For da hun kiggede til reden i fredags, ventede der hende et trist syn. Alle fire unger var døde.

- Det er meget sørgeligt at se fire døde unger, når man to dage før har set dem som fire dunklumper, der lå tæt sammen, med vingerne over hinanden, for at holde varmen, siger Merete Mortensen. 

Efter opdagelsen kontaktede hun den lokale formand for DOF, som hurtigt igangsatte en bjærgningsaktion fra klippesiden. 

- Det er vigtigt at finde ud af, hvorfor de døde. Er det sygdom, er de blevet forgiftet af noget, de har de spist, eller hvad er årsagen til at de er døde, siger Kåre Kristiansen, der er formand for DOF Bornholm. 

Vandrefalkene er nu sendt til Veterinærinstittut ved DTU for nærmere undersøgelser så dødsårsagen kan findes.