Kritiserer byrådskolleger for sexchikane: - Jeg får klask i røven

I samarbejde med TV 2/Fyn

Sonja Marie Jensen sidder i byrådet i Nyborg, og hun kritiserer sine kollegaer for ”klask i røven” og ”du knalder dig til tops”-kommentarer.

22-årige Sonja Marie Jensen (S), der sidder i byrådet i Nyborg, kritiserer sine byrådskollegaer for sexchikane.

- Jeg skal stå model til et klask i røven og til at få at vide, at jeg knalder mig til tops. Jeg skal stå model til, at folk skal diktere, at jeg skal have mig en uddannelse eller nogle børn, før jeg har en berettigelse til at udtale mig politisk, hvilket jeg synes er dybt godnat, siger Sonja Marie Jensen til TV 2/FYN.

Til TV 2/FYN fortæller hun, at hun har fået et klask i røven – fra politikere på begge sider af det politiske spektrum og også af byrådsmedlemmer i Nyborg.

"Du knalder dig til tops"

I den socialdemokratiske netavis Pio har Sonja Marie Jensen skrevet et indlæg, hvor hun fortæller, hvordan livet er som ung kvinde i dansk politik.

- Jeg skal stå model til både seksuelle tilnærmelser og hånlige kommentarer, der kun har til formål at nedgøre mig på grund af mit køn og min alder.  Det starter oftest med et klask i røven og ”goddag smukke” til byrådsarrangementer, eller når øllene ruller, skriver Sonja Marie Jensen.

- ”Du knalder dig til tops” er en kommentar, jeg ofte hører både fra partikammerater og politiske modstandere, uddyber byrådspolitikeren.

Hun opfordrer til, at der skal gøres noget mod sexchikane, for ellers kan unge kvinder have det svært i dansk politik. TV 2/FYN følger sagen.