Utilfredshed med ny overenskomst: Mange slagteriarbejdere nedlægger arbejdet

16x9
Tican og Danish Crown lammet af strejke Foto: TV Midtvest

I samarbejde med TV Midtvest

Slagteriarbejderne har nedlagt arbejdet på grund af utilfredshed med den netop indgåede overenskomst.

Svineslagteriet Tican med hovedsæde i Thisted er fredag morgen blevet lammet af en strejke. 

Samtidig oplyser Danish Crown, at slagteriet i Herning også er ramt sammen med Danish Crowns afdelinger i Horsens og Blans.

Direktør Ove Thejls bekræfter over for tvmidtvest.dk, at arbejdet ligger stille, fordi 600 ansatte på afdelingen i Thisted og 300 i Brørup har nedlagt arbejdet.

Direktøren fortæller, at den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse bunder i utilfredshed med den overenskomst, der netop er blevet indgået. 

Stort flertal stemte nej

Et meget stort flertal af slagteriarbejderne stemte nej til det forslag, der kom fra forligsmanden, men da det samlet endte med et ja for alle forbundene,  gælder resultatet også på slagteriområdet.

Tican skulle i dag fredag have slagtet 7500 svin, og på grund af travlhed efter påske var der undtagelsesvist også planlagt slagtninger lørdag. Men det bliver altså ikke til noget. Ove Thejls fortæller, at slagteriet har måttet leje ekstra kapacitet for at opstalde svinene.

Medarbejderne mødes igen til fagligt møde mandag morgen.