Eva får strøm til hjernen hver dag - skal lades op to gange om ugen

I samarbejde med TV Midtvest

49-årige Eva Ydes medicin er noget anderledes end normalt. Hun får en dyb hjernestimulation, som sender konstant strøm fra hjernen og ud til kroppen.

Bag et tyndt lag hud på hendes højre kraveben stikker det klare bevis ud. Symbolet og løsningen på den mest skelsættende episode i Eva Ydes liv.

For otte år siden blev hun ramt af en tumor på sin rygmarv. Efterfølgende blev hun opereret, og selvom operationen gik planmæssigt, var noget ikke helt, som det skulle være.

- Jeg fik kramper og ufrivillige bevægelser. Halvandet år efter fik jeg så stillet diagnosen generaliseret dystoni, fortæller hun.

Generaliseret dystoni betyder, at musklerne ikke får de rigtige signaler fra hjernen, og derfor fik hun voldsomme krampeanfald, der kunne vare i mere end to timer.

Strøm i hjernen

Hele to år tog det, før hun fik hjælp, og en specialist fra England foreslog en operation, der kaldes dyb hjernestimulation.

16x9
Her ses Eva Ydes to ar efter operationen. Foto: Hans Vittarp / Privat

- Man indoperer to elektroder dybt nede i hjernen. Ned til de områder, der sender beskeder ud til musklerne, om hvad de skal gøre. Så forbinder man de elektroder med noget ledning uden på kraniet, men inden under huden, forklarer hun.

På den måde er hjernen forbundet til en lille neurostimulator, som er på størrelse med en tændstiksæske, og den sidder nu synlig lige under huden ved hendes højre kraveben.

16x9
Lige omkring hendes højre kraveben sidder den såkaldte neurostimulator. Foto: Hans Vittarp / TV Midtvest

Skal lades op to gange om ugen

Selvom det mørke, lange hår igen er vokset ud, og de tydelige ar fra operationen i hendes hovedbund nu er dækket, bliver hun stadig mindet om den første gang, strømmen virkede.

- Jeg kiggede ned på mine fødder. Så rettede tæerne sig lige så stille ud. Så fik jeg læssevis af håb for, hvad det her kunne gøre. Det var som et mirakel!

To gange om ugen sidder hun i sin sofa og lader den lille neurostimulator op med en speciel oplader.

16x9
To gange om ugen sidder hun i sin sofa og får ladet neurostimulatoren op. Foto: Hans Vittarp / TV Midtvest

Men selvom livet tog en voldsom drejning, og hun måtte opgive sin uddannelse som tekstilformidler og nu er førtidspensionist, så er humøret og livsglæden stadig intakt.

- Der kører mange sjove bemærkninger om, hvordan jeg nu skal blive opladet, når jeg er i udlandet, griner hun. 

Vil gå Limfjorden rundt

For livet er langt fra gået i stå. Tværtimod er der gang i den. Helt bogstaveligt.

For Eva Yde har besluttet sig for at trodse smerterne i sine fødder og gå hele vejen rundt om Limfjorden.

- Det kom sig af, at jeg havde været på en vandretur til Irland sidste år. Da jeg så kom hjem om mandagen, havde jeg helt abstinenser. Så jeg aflyste alt i kalenderen, og så tog jeg snørestøvlerne på.

16x9
Mere end 1.000 kilometer har hun gået langs Limfjorden. Foto: Hans Vittarp / TV Midtvest

Indtil videre er det i alt blevet til 1.000 kilometers gang langs Limfjordens mediterende bølger. Selvom nogle perioder er bedre end andre, så kommer hun som regel afsted et par gange om ugen og går gerne 20-25 kilometer.

- Den her sygdom skal ikke have lov til at styre mig, mere end hvad rimeligt er. Det er sådan en dialog, jeg har med sygdommen. Vi skal kunne være her begge to, siger hun.