BLOG: Det er tid til at rydde op i Kristian Jensens skatterod

16x9
Da vi sidste år forhandlede med regeringen om en genopretning af Skat, rakte deres ambitioner desværre kun til at akkurat at håndtere pligtopgaverne. Men det er ikke nok. For skattevæsnet er en hjørnesten i vores fælles velfærdssamfund. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Danskerne skal kunne stole på Skat. Det kan de desværre ikke i dag. Skandalesagerne i Skat har nemlig været for mange og for velkendte. Det har skabt en mistillid til Skat både blandt danskerne og blandt de danske virksomheder.

Det er ikke svært at sætte sig ind i. For når man selv gør, som man skal, og betaler sin skat, og samtidig gang på gang hører om, hvordan svindlere lænser statskassen for milliarder uden at skattevæsenet sætter en stopper for det, så er det en naturlig reaktion. 

Det er derfor, vi nu foreslår en massiv forstærkning med 1.000 nye medarbejdere i Skat, der skal sætte ind over for snyderne og få flere af de skattekroner, vi lige nu går glip af, i kassen.

Det er ikke noget, man kan gøre med et knips med fingrene. Det kræver en investering her og nu, og det kræver flere medarbejdere og ressourcer i Skat. Til gengæld kan vi med en målrettet indsats øge skatteindtægterne frem mod 2030 til glæde for vores fælles samfund.

Årsagen til mange af problemerne i Skat stammer tilbage fra Kristian Jensens tid, hvor man lagde en effektiviseringsplan, hvor man via smartere IT kunne spare på medarbejderne. Men der var ikke styr på processen og det nye IT-system blev syv år forsinket. Alligevel skar man ned på bemandingen. Det var fejl. Og det er derfor, vi nu siger, at der er brug for flere kloge hoveder i skat, der kan hjælpe med at inddrive nogle af de mange milliarder, vi ellers står til at tabe.

Da vi sidste år forhandlede med regeringen om en genopretning af Skat, rakte deres ambitioner desværre kun til at akkurat at håndtere pligtopgaverne. Men det er ikke nok. For skattevæsnet er en hjørnesten i vores fælles velfærdssamfund.

Vi mener, at den bedste danske opfindelse er Danmark. Danmark er baseret på tillid. Vi har tillid til, at fællesskabet hjælper os til en god uddannelse, eller behandler os ved sygdom. Vi har også tillid til, at et sikkerhedsnet griber os, hvis vi bliver arbejdsløse. Samtidig ved vi, at vi alle skal yde vores til fællesskabet.

Derfor er det enormt frustrerende, når nogle unddrager sig fællesskabets forpligtigelser. Det vil vi i Socialdemokratiet slå hårdt og systematisk ned på, så vi sikrer, at Danmark fortsat hænger sammen.