Kinesisk realityshow med 13 millioner seere kommer til Danmark

I samarbejde med TV 2/Fyn

Fem store kinesiske stjerner i et realityprogram kan være guld værd for Fyn.

Kinesiske turister i massevis - dét er den store drøm for mange fynske turistdestinationer. Ét af de steder, der har succes, er i H.C. Andersens Hus i Odense, hvor antallet af kinesiske besøgende er firdoblet på fire år.

På Egeskov håber de nu, at de står foran en tilsvarende succes.

Vejen dertil er at lægge slot og have til et kinesisk realityprogram "Sisters over Flowers", der har 13 millioner seere til hvert show.

Lur mig om der ikke kommer flere

Sisters over Flowers er et såkaldt rejse-realityshow, der følger fem kvindelige, berømte skuespillere fra Kina.

Næste destination for de fem berømte kinesere: Egeskov Slot i Kværndrup.

Et slot og en Ahlefeldtfamilie, der kan spore slægtens historie ligeså langt tilbage som Ming-dynastiet, og dét er en god historie i Kina. Så til juli ankommer deltagerne og det store produktionshold. 

- Ja, de siger, at der skal være over 100 til at lave produktionen, så det bliver et kæmpe set-up. Og lur mig med de kinesere, om der ikke kommer mere end 100, fortæller Henrik Neelmeyer, der er direktør på Egeskov.

At få besøg af det store show koster penge - men gevinstpotentialet er enormt.

- Det er fordi, at det tiltrækker en målgruppe, der rejser hen, hvor de kendte medlemmer i realityshowet har været. Det ved vi fra andre destinationer, og det giver bare en kæmpe omtale og vækst. Det er næsten en form for gratis reklame, siger Henrik Neelmeyer. 

Dronningen læser eventyr - tophistorie i Asien

Og den slags reklamer kender de i H.C. Andersens Hus i Odense. 

Det skete, da dronningen under et officielt besøg læste et eventyr af H.C. Andersen sammen med førstedamen for 1.4 milliarder kinesere. 

- Det blev simpelthen en tophistorie i hele Asien, og så fik vi koblet Andersen og Odense, fortæller Torben Grøngård Jeppesen, der er museumschef hos Odense Bys Museer. 

På Egeskov har man også en forventning om, at samlede markedsføringsudgifter på en kvart million kommer mange gange igen. 

- Jeg tror på, at vi på Fyn og på Egeskov kan få et sted mellem 5.000 og 10.000 ekstra turister i løbet af et år efter den udsendelse har været vist, fastslår Henrik Neelmeyer.

16x9
Dronning Margrethe læser op fra H.C Andersens Eventyr sammen med first lady fra Kina Foto: China Daily