Udskældt P-firma trækker betaling for gratis parkering

I samarbejde med TV 2/Fyn

Parkeringsselskabet Apcoa opkræver penge for gratis parkering i Odense. Flere andre steder oplever bilister problemer med forkerte opkrævninger.

Om søndagen er parkeringen i p-huset under Odeon gratis. Alligevel har Apcoa Parking/Europark trukket penge for flere dages parkering på Brian Lenskjolds hævekort, og det er ikke et enkeltstående tilfælde. FDM modtager mange klager over virksomheden fra deres medlemmer. 

Brian Lenskjold parkerede søndag den 5. marts i parkeringskælderen under Musikhuset Odeon. Parkeringskælderen åbnede sidste år i oktober og har et helt nyt system, som registrerer bilens nummerplade via et videokamera, når man kører ind og ud. 

Da Brian Lenskjold ville tjekke ud søndag aften var hans bil slet ikke registreret. Derfor ringede han til vagttelefonen. Ifølge Brian Lenskjold fik han dér besked på, at de heller ikke kunne finde hans bils nummerplade i systemet,  og han blot kunne køre hjem. 

Fire dage senere bliver han trukket 432 kroner, som om han har holdt der siden søndag, hvor han ifølge vagten slet ikke var registreret. Fredag morgen finder han ud af, at endnu et beløb på 432 kroner er trukket fra hans konto. 

Siden episoden har Brian Lenskjold forsøgt at få Apcoa, som administrerer parkeringskælderen, til at overføre pengene, men føler han løber panden mod en mur. 

- Meldingen har været fra deres hovedkontor, at jeg skulle ringe til deres servicetelefon. Deres servicetelefon siger, at det har de ikke noget med at gøre, fordi det er automaterne, og automaterne hører under mail og formularer. Du kan ikke komme i kontakt med dem overhovedet, siger Brian Lenskjold. 

Apcoa har flere lignende sager 

Det er ikke første gang, at Apcoa Parkings system trækker forkerte beløb fra folk. Der er tilsyneladende også problemer med deres system ved deres parkeringspladser ved Horsens Sygehus. 

Horsens Folkeblad bragte en artikel den 21. januar, hvor flere klagede over, at Apcoa Parking havde trukket uberettigede beløb fra deres konto. De møder også en mur, når de henvender sig parkeringsfirmaet. 

Hos FDM oplever de netop parkeringsselskabernes ageren, som årsag til flest klager fra deres medlemmer. 

- Det skal ikke blive dyrere for bilisterne, at Apcoa/Europarks system ikke virker tilfredsstillende. Det er ikke bilisterne, der må bonge for det. Det er dem selv, der må stå på mål for det, siger Dennis Lange, jurist i FDM. 

Dennis Lange opfordrer alle til at klage skriftligt, når de vil klage over et parkeringsselskab. 

- Det er desværre en velkendt problematik, som mange bilister oplever, når de skal klage over noget ved et privat parkeringsselskab, er det rigtig svært at komme igennem med sine argumenter og parkeringsselskabet er meget svære at flytte, siger Dennis Lange.

Uvildigt ankenævn på vej

Tirsdag skal Folketinget førstebehandle et nyt lovforslag, hvor bilister fremover skal kunne klage over en parkeringsbøde fra et privat parkeringsselskab ved et uvildigt klagenævn drevet af parkeringsselskaberne selv.

Lovforslaget er stillet af  regeringen, og det har opbakning fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

TV 2/Fyn har tirsdag forsøgt at få fat i Apcoa Parkings administrerende direktør Michael Christensen, men er blevet henvist til deres hovedpost-mail. Michael Christensen er endnu ikke vendt tilbage. 

Imens håber Brian Lenskjold, at Apcoa Parking kontakter ham. 

- Jeg kunne godt tænke mig, at de ville sige; prøv at hør her, selvfølgelig er der en fejl, vi finder ud af, hvad der er galt, siger han.