Officielt: Karup Lufthavn har fået nyt navn

16x9
Hans kongelige højhed prins Joachim stod søndag middag for den officielle navngivning, da han afslørede lufthavnens nye logo. Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV Midtvest

I samarbejde med TV Midtvest

Prins Joachim stod for dåben, da lufthavnen fik nyt navn.

Så er det officielt: Lufthavnen i Karup har fået nyt navn.

Hans kongelige højhed prins Joachim stod søndag middag for den officielle navngivning, da han afslørede lufthavnens nye logo. Og dermed var det farvel til Karup Lufthavn og goddag til Midtjyllands Lufthavn.

Navneskiftet kommer efter at lufthavnen sidste år udskrev en stor konkurrence, hvor man bad folk om at komme med forslag til et nyt navn på hjemmesiden ukendtlufthavn.dk. Der kom flere tusinde forslag, som en dommerkomite til sidst skar ned til tre muligheder: Midtjysk Lufthavn, Midtjyllands Lufthavn eller Central Jutland Airport.

Og det blev altså Midtjyllands Lufthavn, der løb af med sejren.

Håbet er, at det nye navn vil gøre lufthavnen endnu mere kendt og dermed være med til at hæve passagertallet. I 2016 lød passager-tallet for den midtjyske lufthavn på 155.000, hvilket var en stigning på 20 procent i forhold til året før.

Den nye lufthavnschef Frans Bjørn-Thygesen har tidligere sagt til TV MIDTVEST, at han drømmer om 250.000 passagerer i 2018.

Ud over de officielle taler fra prins Joachim og formanden for lufthavnens bestyrelse, Holstebros borgmester HC Østerby, består navngivningsfesten af en lang række tilbud til de mange gæster. Publikum kan blandt andet overvære brandøvelser og studere redningshelikopterne, der har base i Karup.