Samsøs borgmester vil være dansk statsborger

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Samsø-borgmester Marcel Meijer (S) var i dag tilbage på skolebænken

I dag var der på AOF i Aarhus eksamen i dansk, hvor flere tosprogede skulle op til to ud af tre af de prøver, der skal til for at blive dansk statsborger. En af dem var Marcel Meijer.

Den 50-årige Marcel Meijer er nok bedst kendt som Samsøs borgmester, men ikke alle ved, at han ikke er dansk statsborger – men derimod hollandsk.

Det skal der nu laves om på.

- Jeg har boet på Samsø i 25 år og føler mig som en del af lokalsamfundet. Verden er måske lidt under forandring, og jeg vil være helt stensikker på, at jeg kan blive boende i Danmark sammen med min familie, siger Marcel Meijer om sine motiver til at søge om dansk statsborgerskab.

Ifølge dansk lov må en udlænding gerne være borgmester i en dansk kommune. Men en udlænding må ikke stille op til eller stemme ved Folketingsvalget. Marcel Meijer er den eneste borgmester i landet, der ikke er dansk statsborger.

Første del af prøven var diktat, og det mente Marcel Meijer nu, at han havde fint styr på. Så nåede vi til morfemerne.

- Der var jeg godt nok fuldstændig blank, det anede jeg ikke, hvad var. For mig lyder det som små dyr, der går rundt om natten og spiser krummer i stuen, siger Marcel Meijer. 

Morfemer er det korteste betydende udtryk af et ord, så hvis du siger ’malede’, så er det ’mal’, forklarer Jannie Mathiasen, underviser på AOF Midt.

Forvirringen forhindrede dog ikke Marcel Meijer i at færdiggøre første del af prøven på 23 minutter på trods af, at der var afsat 45 minutter.

Også anden del af prøven gik glat, og nu mangler Marcel Meijer blot den tredje og sidste del af prøven. Den meget omtalte indfødsretsprøve med 40 spørgsmål om Danmark og dansk kultur. Trods omtale af testens sværhedsgrad er borgmesteren ved godt mod.

- Jeg er rimelig god til Bezzerwizzer og Trivial Pursuite, så jeg tror, jeg kommer langt, siger han.

Marcel Meijer skal til indfødsretsprøven til sommer, hvorefter det vil blive afgjort, om han bliver dansk statsborger.