Jysk præst hyldes på Facebook: - Jeg kan sige alvorlige ting på en sjov måde

En præst i Nordjylland holder gudstjenester med dukken Anton. Nu hyldes han på sociale medier.

Skal man gøre gudstjenester og kirkebesøg underholdende for børn, så er det langt fra en dårlig ide at tage en dukke med i kirken og bugtale fra prædikestolen.

Det kan den nordjyske sognepræst i Flade og Gærum kirker, Bruce Steuer, skrive under på.

I flere år har han medbragt dukken Anton til gudstjenester og afslutninger - og tirsdagens juleafslutning for elever på Gærum Skoleafdeling var ingen undtagelse.

Læserne vilde med præsten

Fra prædikestolen sang Anton "Et barn er født i Bethlehem", sangen blev filmet, og nu hyldes sangen og ikke mindst præstens engagement af TV 2s læsere på Facebook.

- Mere af den slags i Folkekirken! Den er nu ikke så støvet, som den har været, men alligevel kunne vi godt bruge mere af dette. Hatten af for den skønne præst. Haaaaaleeeeeluuuujaaaaa, skriver Sanne Jensen.

Monika Paulsen er enig: 

- Endelig en præst der har forstået, at langt de fleste gerne vil have noget mere fornyelse i kirken i stedet for den deprimerende stemning og oldnordiske salmer.

Også Kamilla Vosbein Wiltrup Jensen roser Bruce Steuer som bugtaler.

- Fantastisk! Synes, det er fedt, når en præst formår at fange børnenes opmærksomhed samtidig med, at de lærer. Mere af det i folkekirken. Vores egen kirke kunne blive meget bedre på børnefronten.

Børnene lytter

Netop opmærksomhed er en af grundene til, at Bruce Steuer for knap 15 år siden fik ideen til at bugtale i kirken. På en sommerlejrskole tog den amerikanskfødte præst et kursus i at bugtale, og kort tid efter kom "Anton" til verden, fortæller præsten onsdag til TV 2.

- Anton får børnenes - og mange gange også de voksnes - opmærksomhed. Børnene er vilde med Anton, og man kan sige nogle alvorlige ting på en sjov måde, siger Bruce Steuer. 

Anton er derfor ofte med til gudtjenester i kirkerne i Flade og Gærum. Særligt når kirken fyldes med børn, som til barnedåb, er dukken god at have ved sin side, understreger præsten:

- Skoleafslutninger kan godt være meget urolige - børnene glæder sig til ferie, og det er måske ikke så sjovt, hvad præsten siger. Men når Anton snakker, er der ofte fuldstændigt stille i kirken.

Dejligt med ros

Om de mange rosende ord på Facebook siger den nordjyske præst: 

- Det er da fint nok. Det er ligesom at være ude på havet – nogle gange kan det være roligt, og alt går som smurt – andre gange går det knapt så stille for sig. Der er både ris og ros, men det er da dejligt at få ros.

Og ros er der mere at hente af på Facebook, hvor opslaget med tirsdagens gudstjeneste onsdag efttermiddag er delt knap 800 gange og har fået mere end 5.500 likes.

- Super hyggeligt og underholdende, nøjagtig som det altid burde være at gå i kirke, skriver Stine Pilegaard Hangel.

- Det er dejlig, at nogle tør bryde etikette, god måde og humor.Mere af den slags, og de unge vender tilbage, lyder det fra Anker Hansen.

Du kan se opslaget og dele din kommentar her.

Halleluja! (Husk lyd)

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Wednesday, December 21, 2016