Sag mod lærer: Seks efterskoleelever føler sig krænkede

16x9
Odsherreds Efterskole. Arkiv. Foto: TV Øst

I samarbejde med TV Øst

Efter det kom frem, at en lærer på Odsherreds Efterskole angiveligt har befamlet en elev, har yderligere fem elever fortalt om ubehagelige oplevelser.

Siden Odsherreds Efterskole i sidste uge informerede offentligheden om et muligt overgreb mod en elev, har flere elever henvendt sig til skolens ledelse og fortalt, at de også mener, at den pågældende lærer har overtrådt deres grænser.

Skolen har i alt fået henvendelser fra seks piger, fortæller forstander Tom Hagedorn til TV ØST.

Lærer er bortvist

I weekenden kom det frem, at efterskolen har bortvist en lærer, fordi han angiveligt har befamlet en 16-årig elev, da hun lå og sov. 

Hændelsen skal være sket forrige torsdag, og mandag den 14. november blev læreren bortvist fra skolen.

Forstander Tom Hagedorn har opfordret skolens elever til at henvende sig, hvis de har andre eksempler på episoder med den pågældende lærer, som de mener overskred deres grænser.

Det har fem elever altså foreløbigt gjort foruden den første.

Brev sendt til forældrene

TV ØST er kommet i besiddelse af et brev, som forstanderen har sendt til de pågældende seks pigers forældre.

Her fremgår det, at pigernes oplevelser er af meget forskellig karakter, men at alle piger har følt, at den pågældende lærer overtrådte grænsen for, hvad en lærer kan tillade sig over for en elev.

Forstanderen skriver desuden, at han og efterskolen har indberettet hændelserne til Odsherreds Kommune i form af en såkaldt "Bekymringsskrivelse".

Hvad angår politiet skriver forstanderen, at han har været i kontakt med dem, men at hver sag skal behandles individuelt på baggrund af en anmeldelse fra den krænkede part.

Han skriver i brevet:

- Jeg tror, det kan være en god proces for jer i forhold til at få afklaret, hvorvidt de ting, der er foregået, er decideret kriminelle og i så fald af hvilken karakter.