Annette Vilhelmsen færdig med politik: Har landet direktør-job

16x9
Annette Vilhelmsen Foto: TV 2/FYN

I samarbejde med TV 2/Fyn

SFs tidligere formand, Annette Vilhelmsen, bliver ny direktør for uddannelsesinstitutionen, Tietgen, og er dermed færdig med politik.

Efter grundige overvejelser har Annette Vilhelmsen nu besluttet sig for, at det er slut med politik.

Hun skal nu være direktør for Tietgen. 

- Det er meget priviligeret at have haft 15 år i politik. Jeg har oplevet mere end de fleste og siger nu farvel til politik og goddag til at være direktør for Tietgen, siger Annette Vilhelmsen til TV 2/FYN her til aften. 

Det er bestyrelsen for Tietgen, der har valgt at ansætte den 56-årige nu eks-politiker.

- Med Annette Vilhelmsen i spidsen sikrer vi os en leder, der har erfaring med undervisningssektoren og som kender det politiske arbejde særdeles godt, lyder det fra Peter Zinck, bestyrelsesformand for Tietgen.

- Som direktør kan jeg forene min passion for uddannelse, min viden om politik og ledelse til gavn for de unge og samfundet, siger Annette Vilhelmsen til TV 2/FYN.

Annette Vilhelmsen blev ikke genvalgt til Folketinget ved det seneste valg for knap et år siden. Hun tabte kampen om det enlige fynske SF-mandat til Karsten Hønge.

Og nu har hun altså besluttet, at det er helt slut med politik.

Annette Vilhelmsen tiltræder på posten den 1. august.