Ældre kvinde snydt for 500.000 kroner

16x9

Politiet har sigtet to mænd for at udgive sig for at være politifolk, som ville hjælpe kvinden.

En 80-årig kvinde fra Herlev anmeldte mandag til politiet, at hun var blevet snydt for over 500.000 kroner.

Siden har politiet anholdt to mænd på henholdsvis 19 og 20 år.

Onsdag blev de to mænd varetægtsfængslet i fire uger og sigtet for at have lænset kvindens bankkonto.

Strakte sig over 14 dage

Ifølge sigtelsen udgav de to mænd sig for at være politifolk, som ville hjælpe kvinden, og under det påskud lykkedes det dem at stjæle cirka en halv million kroner.

- Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at anholde de to mænd efter godt politiarbejde. Dermed er dette usædvanligt grove tilfælde af groft bedrageri overfor en ældre dame bragt til ophør, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Hun fortæller til TV 2, at bedrageriet strakte sig over 14 dage, og at de to mistænkte henvendte sig på kvindens bopæl.

- Der er særligt groft, at de udnytter en ældre kvindes tro på, at det er politiet, der gør sit arbejde, siger hun og tilføjer, at det var "helt almindeligt politiarbejde", der førte til anholdelsen af de to unge mænd.

Har advaret borgere

De to mænd blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag klokken 11 ved Retten i Glostrup.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Derfor har offentligheden ikke adgang til, hvilke beviser politiet har mod de to mænd.

Det er heller ikke muligt at få oplyst, hvad de sigtede har forklaret ved retsmødet.

Af sigtelsen fremgår det dog, at bedrageriet stod på over en længere periode. Mændene er sigtet for at have franarret den 80-årige kvinde i alt 532.000 kroner ved flere lejligheder.

De har både taget kontakt til hende over telefonen og på hendes adresse i en periode fra 27. juni frem til 9. juli.

Købte bitcoins

Hun udleverede sine koder til netbank og sit nem-id til de to mænd i den tro, at de var fra politiet og ville hjælpe hende.

I stedet købte mændene den digitale valuta bitcoins til sig selv for kvindens penge, lyder det i sigtelsen.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at de flere gange har advaret borgere om lignende bedrageri. Charlotte Skovby opfordrer borgere til at være kritiske, hvis nogen udgiver sig for at være politi og henvender sig om økonomiske spørgsmål.

- Hvis du som borger er i tvivl, om det er en politiansat, der henvender sig, skal du altid bede om legitimation, og du kan altid ringe til politiet på 114 for at tjekke, om personen over for dig er politiansat, lyder det i pressemeddelelsen.