Danmark risikerer dom for at krænke pædofils rettigheder

16x9
Manden har siddet i Herstedvester fængsel i Albertslund siden 1996. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

Selv efter mange års indespærring kan dømt ikke få uafhængig vurdering af, om han fortsat er farlig for andre.

Om få dage afgør Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, om Danmark har krænket en dømt mands rettigheder.

Han blev i 1996 dømt til forvaring for at have forsøgt at voldtage et barn på ti år. Siden har Herstedvester Fængsel igen og igen vurderet, at han er for farlig til at blive udskrevet på prøve.

Problemet er, mener hans advokat, at de danske myndigheder har nægtet ham adgang til en uvildig bedømmelse af, om han fortsat er farlig. Denne afvisning udgør en krænkelse af artikel fem i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, lyder det.

Domstolen i Strasbourg sagde i 2018 ja til at behandle klagen over Danmark, hvilket sker temmelig sjældent. På tirsdag kommer afgørelsen.

- I over 20 år har det været den samme institution, der har sagt, at han er farlig, siger advokat Tobias Stadarfeld Jensen hos advokaterne Bonnez og Ziebe i Aarhus.

- Han mener, at han er tilstrækkelig ufarlig til at komme ud igen. Men det har han ikke fået mulighed for at få en uafhængig vurdering af, forklarer advokaten.

Kan få betydning i andre sager

Det er en grundlæggende rettighed, at en indespærret borger kan få en prøvelse af, om en myndigheds beslutninger er i orden.

I andre sager mod andre lande har domstolen tidligere slået fast, at dømte har ret til en vurdering foretaget med friske øjne, når der er gået en årrække.

Såfremt Danmark bliver dømt, kan det få betydning for en række andre, der ligeledes er blevet dømt til forvaring, mener Tobias Stadarfeld Jensen.

- Så vil det være et vink med en vognstang til Danmark om, hvordan man skal behandle disse sager, siger han.

Forvaring er strengeste straf

Forvaring regnes af nogle som den strengeste sanktion i straffesystemet. Årsagen er, at de dømte sidder på ubestemt tid.

Forvaring bruges mod personer, der er så farlige for andre, at en almindelig fængselsstraf ikke er tilstrækkelig til at afværge faren.

Hvert år afsiges kun en håndfuld domme til forvaring. Længden varierer meget. Gennemsnitligt går der 13 år og 4 måneder fra varetægtsfængsling til prøveudskrivning, oplyste Justitsministeriet sidste år i et svar til Folketingets retsudvalg.

Men nogle sidder altså endnu længere. En af dem er den mand, som tirsdag får svar på, om hans menneskerettigheder er blevet krænket. Hvis man medregner perioden med varetægtsfængsling har han været indespærret i snart 25 år, oplyser hans advokat.