Psykiater ordinerede patient 70 piller om dagen

16x9
En ældre psykiater har været rundhåndet med medicin. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En psykiater har mistet retten til sit virke som psykiater.

En nu 72-årig psykiater er ved Retten i Roskilde blevet idømt en bøde på 25.000 kroner for gennem mange år at have overmedicineret sine patienter. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Flere af patienterne var misbrugere og var i nogle tilfælde kommet hos ham i årtier.

I et af tilfældene ordinerede han 1600 piller over en periode på 23 dage til en patient, svarende til knap 70 piller om dagen.

Det skyldtes en teknisk fejl fra hans side, bedyrede psykiateren, men den forklaring købte retten ikke.

I stedet blev han dømt i overensstemmelse med anklageskriftet, og retten lagde vægt på, at han havde fortsat overmedicineringen af patienterne også efter et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Udover bøden blev manden også fradømt retten til at virke som psykiater, men manden er nu gået på pension og har solgt sin klinik.