23-årig tiltalt for drab på morfar, voldtægt af mand og røveri

16x9
Det var i Ørstedparken i København, at den 23-årig mand skulle have voldtaget en anden mand. Foto: Jan Jørgensen / Scanpix Danmark

Med cirka 45 knivstik slog barnebarn sin bedstefar ihjel i en lejlighed i Brønshøj, lyder det i anklageskrift.

En stribe af de mest alvorlige forbrydelser kan på én gang havne på en 23-årig mands straffeattest.

Manden er tiltalt for blandt andet at have begået drab, voldtægt og røveri i løbet af godt tre måneder sidste år.

Ifølge anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, gik der kun fem dage mellem en voldtægt i Ørstedsparken i København og et drab i Brønshøj.

Drabsofferet var den 23-åriges morfar. Han blev dræbt den 15. september med cirka 45 kniv- og stiklæssioner, lyder det i tiltalen. Efter den voldsomme episode forlod barnebarnet lejligheden med en tablet, et rejsekort, et hævekort og en klump hash.

Voldtog mand i park

Voldtægten, som den unge mand også er tiltalt for, skete ifølge anklagen i Ørstedsparken fem dage tidligere. Her overfaldt den 23-årige en mand med hjælp fra en ukendt medgerningsmand.

Herefter holdt den uidentificerede mand den forurettede fast i et halsgreb, mens den 23-årige mand begik voldtægten.

Manden har siddet varetægtsfængslet siden sin anholdelse i september. Dog lykkedes det ham kortvarigt at være på fri fod, da han flygtede fra den institution, hvor han befandt sig.

Risikerer anbringelse eller forvaring

I anklageskriftet bliver der taget forbehold for anden foranstaltning end straf. Anklager Kristoffer Gammelgaard Petersen oplyser, at man fortsat venter på en vurdering af den tiltalte fra Retslægerådet.

Konklusionen herfra kan få betydning for, om anklagemyndigheden for eksempel vælger at gå efter forvaring eller anbringelse.

De to domme forveksles ofte med hinanden.

Forskellen er dog, at anbringelse anvendes over for utilregnelige personer - for eksempel sindssyge og mentalt retarderede. Forvaring bliver brugt i sager, hvor den dømte anses for at være særlig farlig.

Hvor forvaringsdømte opholder sig i et fængsel, bliver de anbringelsesdømte anbragt på for eksempel en psykiatrisk afdeling eller et bosted for mentalt handicappede.

Retssagen mod den 23-årige er endnu ikke berammet. Den ventes dog at blive behandlet over fem dage ved Retten på Frederiksberg.