Mand er anholdt på Færøerne - sigtet for piges død i 2012

16x9
Arkivfoto Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Dommer i Torshavn skal afgøre, om anholdt skal fængsles for kvindes død i 2012.

Politiet på Færøerne har onsdag anholdt en mand i forbindelse med en piges død for over seks år siden. Det oplyser politiet.

Sagen går helt tilbage til november 2012, da en pige blev fundet. I en kortfattet pressemeddelelse omtaler politiet også den anholdte som yngre.

Flere adresser er blevet ransaget i forbindelse med betjentenes aktion.

Ifølge flere færøske medier drejer sagen sig om en 16-årig pige, der blev fundet død i havet omkring byen Hvannasund i den nordøstlige del af Færøerne den 21. november 2012.

I et retsmøde torsdag skal en dommer i Retten på Færøerne afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den anholdte mand. Retten oplyser, at retsmødet finder sted klokken 9.15 lokal tid.

Onsdag eftermiddag lyder meldingen fra efterforskerne hos Færøernes Politi til TV 2, at man ikke har kommentarer til sagen.

I pressemeddelelsen hedder det, at sagen drejer sig om et "mistænkeligt dødsfald", men vicepolitimester Linda Hesselberg bekræfter overfor Ritzau, at sigtelsen drejer sig om manddrab.

Hun oplyser også, at anholdelsen skete onsdag klokken 11.15.

Ti drab på 48 år

Drabssager er sjældne på Færøerne.

I august 2014 blev en 36-årig mand dræbt med knivstik i bygden Hvalba på Sudoroy.

Det var det tiende drab i 48 år, blev det rapporteret i forbindelse med den efterfølgende straffesag.