Ung mand erkender drab i Midtjylland

16x9
Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Retten i Viborg har tirsdag indledt en drabssag, som er begyndt med en tilståelse, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

En ung mand tilstår at have dræbt en 41-årig mand i Bjerringbro.

Det er tirsdag formiddag kommet frem ved Retten i Viborg, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Drabet skete på den dræbtes bopæl i Bjerringbro 1. februar sidste år.

Dræbt af knivstik

Mellem klokken 01.00 og 01.50 blev den 41-årige dræbt af knivstik i kroppen og i halsen.

Halvanden time efter forbrydelsen blev den mand, der tirsdag har erkendt drabet, anholdt.

Han blev anholdt cirka 1,5 kilometer fra Bredgade, og da var han i besiddelse af den kniv, som politiet mente blev brugt ved forbrydelsen.

Ukendt motiv

På drabsnatten har den dengang 21-årige ifølge tiltalen også holdt en kniv op imod en anden persons hals, fremgår det af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Vedkommende blev herefter væltet omkuld og slog hovedet ned i gulvet, hvilket "var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for dennes liv og helbred".

Det er uvist, hvad motivet bag drabet var.

Farlig for samfundet

Anklagemyndigheden går efter at få manden idømt forvaring, hvis han bliver kendt skyldig.

Ender dommen med forvaring, er der formelt set ikke tale om en straf. Det er derimod en foranstaltning, der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være farlig.

Formålet er at beskytte samfundet mod den pågældendes farlighed.

På den måde minder forvaring om fængsel på livstid. Det er de eneste former for frihedsberøvelse af ikke-utilregnelige personer, som er uden tidsbegrænsning.