Kvinde fængslet for farlig vold mod sin lille søn

16x9
Arkivfoto. Foto: Scanpix / Scanpix

En 23-årig kvinde mistænkes blandt andet for at have hældt inficeret urin i sin toårige søns drop.

En 23-årig kvinde er tirsdag ved Retten i Odense blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for vanrøgt af og særlig farlig vold mod sin kun toårige søn.

Det skriver fyens.dk.

Den unge mor har ifølge anklagemyndigheden gennem tre måneder forsøgt at få sin søn til at fremstå som syg.

Selvom han ikke fejlede noget, skal moren i marts, april og maj i år have fastholdt ham i et behandlingsforløb med medicinering og indlæggelser på Odense Universitetshospital, Kolding Sygehus og Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Inficeret urin bragte barnet i livsfare

Det skal hun have gjort ved at give personalet urinprøver, der var ældre og inficerede, skriver fyens.dk.

Vanrøgten kulminerede tilsyneladende 26. maj på sygehuset i Skejby, hvor politiet mener, at hun udøvede særlig farlig vold mod drengen.

Det skete, da hun tilførte inficeret urin i barnets drop og dermed ifølge anklager Maria Blomsterberg bragte ham i alvorlig livsfare.

Faren er ikke mistænkt

Den lille dreng er nu hos sin far, der ikke er mistænkt i sagen.

Maria Blomsterberg oplyser til fyens.dk, at kvinden i grundlovsforhøret delvist erkendte de faktiske omstændigheder i sigtelsen.

Hun valgte dog at kære afgørelsen om varetægtsfængsling til Østre Landsret.

Når mødre skader deres egne børn

Selvom det virker helt uforståeligt, sker det indimellem, at mødre bevidst skader deres egne børn.

Det gjaldt blandt andet en 36-årig kvinde, der i februar ved Retten i Herning blev idømt fire års fængsel for grov vold og mishandling af sin lille søn.

Fra han var 14 måneder gammel, tappede hun ham gennem fem år for en halv liter blod om ugen.

Ifølge en mentalerklæring led den kvinde af Münchhausen by proxy. Det er en lidelse, hvor en omsorgsperson - typisk en mor - påfører et barn symptomer eller skader.

Det er en variant af Münchhausens syndrom opkaldt efter den tyske Baron von Münchhausen, der i 1700-tallet fandt på vilde røverhistorier om sine bedrifter.

Lægerne bruger betegnelsen om en person, der simulerer eller selv skaber symptomer for at komme i kontakt med sundhedsvæsenet. Hvis man skader andre end sig selv, kaldes det Münchhausen by proxy (Münchhausen per stedfortræder, red.).

Der er ingen oplysninger om, hvorvidt kvinden i den aktuelle sag skulle lide af Münchhausen by proxy.