Kvinde i Porsche anholdt for at påkøre 12-årig pige

16x9
Arkiv. Foto: Lars Rievers / Scanpix Denmark

Den 12-årige pige er stadig under behandling for sine skader i forbindelse med påkørslen.

En 12-årig pige er fortsat ved at komme sig, efter at hun blev påkørt af en rød Porsche i Biltris lidt uden for Kirke Hyllinge i januar.

Bag rattet i Porschen sad en kvindelig bilist, der flygtede umiddelbart efter ulykken med hjælp fra en mand i en sort VW Golf. Torsdag kunne Midt- og Vestsjællands Politi fortælle, at man har anholdt og sigtet en 29-årig kvinde fra Frederikssund i sagen. Manden er fortsat på fri fod.

Det skriver sn.dk.

Kvinden er blevet sigtet for at stjæle bilen, stjæle nummerplader, at påkøre den 12-årige pige og for at flygte fra stedet uden at hjælpe den tilskadekomne.

Pige er stadig under behandling

Anholdelsen skete i marts, men det er først nu, at politiet kan fortælle om anholdelsen. Politiet oplyser, at det var borgerhenvendelser, der førte til anholdelsen af kvinden.

- Den 12-årige påkørte pige er den dag i dag stadig under behandling, så vi er rigtig glade for, at efterforskningen har kunne lede frem til en anholdelse. siger Charlotte Tornquist, der er presseansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi til sn.dk.

Pigen blev påkørt, da hun var i færd med at krydse en vej. Hun blev slynget op på bilens forrude og røg derefter til jorden. Kvinden stoppede sin bil, og stod ud med et mindre dyr i armene. Ifølge politiet var hun dybt chokeret over situationen.

Fik hovedskade og benbrud

Flere bilister, der havde overværet uheldet, holdt ind til siden for at hjælpe den tilskadekomne pige, der blev kørt på sygehuset. Her kunne lægerne konstatere, at hun havde pådraget sig hovedskader og et brud på benet.

En mand i en sort VW Golf, som havde kørt bag Porschen, holdt ligeledes ind og begyndte at trøste kvinden. Kort efter satte begge parter sig ind i Golfen og flygtede fra ulykkesstedet. Porschen blev efterladt på ulykkesstedet.

Charlotte Tornquist siger til sn.dk, at politiet har en ide om, hvem manden kan være, men at man endnu ikke har afhørt ham.

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår sagen kommer fra retten.