16x9

Politiet ved, hvem der overfaldt 20-årig - men ingen er dømt for drabet på ham

Station 2 er taget til Skagen for at finde ud af, hvad der skete, den aften 20-årige Miki Hansen blev brutalt overfaldet i sit hjem.

I januar 2017 døde en 20-årig mand fra Skagen efter et voldsomt overfald. Sagen rystede byen. På trods af mange tekniske beviser, og at Nordjyllands Politi hurtigt fandt ud af, hvem der stod bag overfaldet, er der ingen, der er blevet dømt for selve drabet.

Mikis efterladte sidder tilbage med mange spørgsmål. De kan ikke forstå, hvorfor Miki skulle dø. Og de kan ikke forstå, hvorfor ingen er dømt for drabet, når politiet ved, hvem der stod bag overfaldet.

TV 2 fortæller her i to kapitler historien om 20-årige Miki Hansens død og om to retssager, der kom frem til vidt forskellige domme. Det sker på baggrund af sagsakterne og samtaler med naboer, pårørende til Miki og de fire gerningsmænd. Kapitel 1 begynder til en fest i det sociale boligbyggeri Mosegården.

square to 16x9

En hævnaktion

Musikken larmede fra anlægget, og der lugtede af hash i lejligheden. Mathilde Fie Petersen var til fest med sin kæreste, Mikkel, og tre andre mænd.

Det var mandag aften. De snakkede, drak lidt øl, mændene tog stoffer, og Mathilde hyggede sig. Indtil stemningen ændrede sig. Mændene talte om hævn mod én mand: Miki Hansen.

Drabet der rystede Skagen

Dette er første kapitel af to i historien om 'Drabet der rystede Skagen'.

Læs andet kapitel her, og se serien på TV 2 Play.

Tre uger tidligere havde den yngste af de fire mænd, 19-årige Jonas, været til en anden fest. Her var han blevet dårlig efter at have taget stoffet ketamin, som bruges til bedøvelse af heste. Festen foregik i Miki Hansens lejlighed, og en af mændene havde hørt, at Jonas havde fået stoffet af Miki.

- Det ville Mikkel have, at Miki skulle straffes for, siger Mathilde om sin daværende kæreste.

De tre ældste mænd ville af sted.

De klippede huller til øjne og mund i en hvid strikhue og tog et baseballbat frem. Mathilde og Jonas blev siddende tilbage i lejligheden, mens de tre mænd forlod lejligheden:

Mikkel Kruse Fuglsang, Mark Dorf Gregersen og John Diget Jensen gik mod Miki Hansens hjem.

Naboen hørte råb og høje lyde

square to 16x9
Mosegården i Skagen. Foto: TV 2

For Camilla Sørensen og Benjamin Kjærsgaard var mandag 16. januar i Mosegården knap så festlig som Mathilde Petersens.

De slappede bare af derhjemme. Klokken var snart halv otte, og Benjamin så film på computeren. Camilla var på vej i bad, men hun stoppede op, da hun hørte tumult fra nabolejligheden. Det lød, som om der blev løftet tunge vægte eller flyttet rundt på møblerne derinde. Men der blev også råbt. Der var et eller andet galt, tænkte Camilla.

I kan ikke lade en hjælpeløs mand ligge. Så skal I følges ad derind, og så skal jeg nok hjælpe jer

Kvinde fra alarmcentralen

Hun skyndte sig ind til Benjamin og fortalte, hvad hun havde hørt fra badeværelset, og sammen gik de ud og åbnede deres hoveddør. De så med det samme, at døren overfor stod åben. Da Camilla fik øje på en person på gulvet, lukkede hun hurtigt døren igen og trådte væk. Benjamin kiggede ud gennem dørspionen. Han så to mænd stå i opgangen og en tredje person, der stod et skridt inde i lejligheden.

Camilla bevægede sig igennem parrets lejlighed og over til altanen. Herfra så hun de tre mænd træde udenfor og gå væk derfra.

Da mændene var ude af syne, skyndte Benjamin sig tilbage til naboens lejlighed for at finde ud af, hvad der var sket. Han bankede på, men ingen lukkede op. Han bankede hårdere, men da det ikke gjorde nogen forskel, gik han selv ind. Med det samme så han, at der lå en person længere inde i lejligheden. Der var meget blod, og ansigtet var knust, så Benjamin kunne ikke se, hvem det var. Alligevel var han ikke i tvivl om, at det var deres nabo, Miki Hansen.

Benjamin råbte til Camilla, at hun skulle ringe 112, og så skyndte han sig tilbage til hende.

- I kan ikke lade en hjælpeløs mand ligge

Alarmcentralen modtog opkaldet klokken 19.28. Camilla fortalte, at hendes nabo var hårdt kvæstet, og at hun havde set tre unge mænd forlade opgangen.

Camilla Sørensen ringede til alarmcentralen 16. januar 2017, fordi hendes nabo blev overfaldet. Video: TV 2 Danmark

Hun kunne ikke svare på, om naboen var ved bevidsthed. For hverken Camilla eller Benjamin turde gå ind i lejligheden til ham igen. Men når Camilla havde set voldsmændene gå derfra, var de nødt til at gå derind, sagde den sundhedsfaglige medarbejder i telefonen.

- I kan ikke lade en hjælpeløs mand ligge. Så skal I følges ad derind, og så skal jeg nok hjælpe jer, sagde kvinden i telefonen.

Camilla og Benjamin var bange. Lydene fra lejligheden havde været skræmmende, og det, Benjamin havde set fra døråbningen, var meget voldsomt. Men de tog mod til sig og gik mod naboen. Netop som de nåede hen til døren, hørte de pludselig trampen på trapperne.

Der var nogen på vej op mod dem. Måske var det mændene, der kom tilbage, fuldstændig som Camilla havde frygtet. Camilla og Benjamin løb tilbage til deres egen lejlighed og lukkede døren.

Det er Miki, det er Miki, det er Miki

Lukas Thomsen, Mikis ven

- Der er nogen derinde igen, råbte Camilla i telefonen til alarmcentralen. Det hjalp lidt på frygten, at hun stadig havde dem i røret. Selvom hun gik ind i det rum, der lå længst væk fra nabolejligheden, kunne hun høre lyde derindefra.

Alarmcentralen sendte politi afsted mod lejligheden og bad ambulancefolkene om at vente med at gå ind i lejligheden, til betjentene var fremme.

Kæreste vaskede blodigt tøj

Mens Camilla og Benjamin talte med alarmcentralen, fik Mathilde og Jonas igen selskab af Mark, Mikkel og John. De tre mænd havde ikke været væk i mere end fem-ti minutter, før de kom tilbage til Jonas’ lejlighed. De fortalte opkørt, hvordan de havde givet Miki nogle tæsk.

Mathilde Fie Petersen var kærester med Mikkel Kruse Fuglsang, da overfaldet skete.
Mathilde Fie Petersen var kærester med Mikkel Kruse Fuglsang, da overfaldet skete. Foto: TV 2

Mikkel havde blod på sin jakke og sine bukser, og han bad Mathilde om at gå ned i vaskekælderen og vaske hans tøj. Hun skulle gøre det nu, og det skulle gå stærkt. Mathilde gjorde, som han sagde.

Hurtigt derefter forlod Mikkel lejligheden igen. En halv times tid senere tog Mark og Jonas også derfra og hen til Jonas’ bedstemor.

Første anholdelse

Klokken var 20.03, da den første betjent trådte ind i Miki Hansens lejlighed. På gulvet så han Miki ligge på maven i en stor pøl af blod.

Han trak vejret, men gispede efter det. Henover Miki lå en vægtstang med vægtskiver i den ene ende, og der var stukket en køkkenkniv, en lommekniv og en saks ind i ryggen på ham.

Da betjenten havde sikret, at der ikke var nogen fare at spore i lejligheden, gik han ned for at hente ambulanceredderne. Men inden han nåede så langt, mødte han en mand, som var på vej ind i opgangen. Det var Mikkel. Han forklarede betjenten, at han havde set ambulancen og politibilerne ude foran og derfor ville tjekke, om der var sket noget med Miki.

Politiet afspærrede området foran Miki Hansens lejlighed.
Politiet afspærrede området foran Miki Hansens lejlighed. Foto: TV 2 Nord

Betjenten anholdt Mikkel. Først fordi han ville sikre sig, at Mikkel ikke gik derfra igen. Men mens de to mænd stod i opgangen, lagde betjenten mærke til, at Mikkel havde blod på skoene. Han bad ham om at tage dem af, så de kunne blive sikret som eventuelt bevismateriale.

- Det er Miki, det er Miki, det er Miki

Ikke langt derfra hørte Lukas Thomsen pludselig en hund på sin terrasse. Det var hans vens hund. Mikis hund. Den kradsede på døren og ville ind. Først undrede det ham egentlig ikke, for Lukas havde selv en hund, som var fra samme kuld som Mikis – og de boede kun 800 meter fra hinanden.

Men Mikis hund virkede forvirret, da Lukas lukkede den ind i sin lejlighed. Den løb rundt og kunne slet ikke finde ro, og Lukas kunne se, den var bange. Lukas ringede til Miki, men fik intet svar.

Han havde allerede haft svært ved at få fat i sin ven i løbet af dagen, så han besluttede sig for at tage hunden i snor og gå hen til Mikis lejlighed.

Politiet afspærrede området foran Miki Hansens lejlighed 16. januar 2017.
Politiet afspærrede området foran Miki Hansens lejlighed 16. januar 2017. Foto: TV 2 Nord

Da han nærmede sig, så han flere politibiler og en ambulance foran opgangen. Lukas vidste, der var noget galt med Miki.

Lukas blev tilbageholdt af Nordjyllands Politi, som ville vide, hvorfor han havde Mikis hund. Han forklarede, hvordan den var kommet hjem til ham, og betjentene bad ham om at blive på stedet. Han satte sig på trappen ved naboopgangen og ringede til Mikis far.

- Det er Miki, det er Miki, det er Miki, sagde han grædende.

Mikis tilstand var kritisk

Mikis far, Martin Hansen, kunne ikke forstå ret meget af det, Lukas sagde i telefonen. Men han havde allerede undret sig over, at hans søn ikke var kommet hjem til ham for at spise aftensmad, som de havde aftalt.

Så Martin løb ud af sin egen lejlighed, rundt om hjørnet og over mod Mikis.

Det var svært for ham at komme frem for politiafspærringen, som allerede var sat op omkring opgangen. Martin blev sat ind på bagsædet af en politibil, og der kom en betjent og forklarede ham, at hans søn var blevet stukket med en kniv og var i livsfare.

Lukas sad stadig på trappen til naboopgangen nogle timer senere, da Martin steg ud af politibilen. Martin gik hen til ham for at spørge, om han ville med på hospitalet og se Miki. Sammen kørte de mod Aalborg Universitetshospital, hvor Miki var blevet fløjet til med helikopter.

square to 16x9
Miki Hansen blev fløjet til Aalborg Universitetshospital med helikopter. Foto: TV 2

Da Martin og Lukas blev fulgt ind på Mikis stue, lå han i hospitalssengen med bandage og slanger ført ind i kroppen. Lægerne havde opereret ham, men hans tilstand var stadig meget kritisk.

Miki havde haft hjertestop, men var blevet genoplivet på vej mod sygehuset. Han havde mistet meget blod, og hans hjerne havde taget skade på grund af iltmangel. Lægerne fortalte Martin, at han ikke måtte forvente, at Miki kom til bevidsthed igen.

Så Martin bad om lov til at se sin søns øjne en sidste gang. Bare for at sige farvel.

Miki Hansen
Miki Hansen Foto: Privatfoto

Endnu tre anholdelser

Senere samme aften blev også Mark, John og Jonas anholdt.

John blev anholdt på en nedlagt radarstation, hvor han havde sovet om natten i en uges tid. Mark og Jonas blev anholdt hos Jonas’ bedstemor.

Nu havde Nordjyllands Politi altså anholdt fire mænd. De blev alle fire fremstillet i grundlovsforhør tirsdag 17. januar og sigtet for drabsforsøg.

Et narkoopgør?

Miki Hansen døde af sine kvæstelser onsdag 18. januar klokken 21.27. Han blev 20 år.

Flere medier dækkede i dagene efter sagen som et narkoopgør.

- En 20-årig mand blev mandag aften alvorligt såret i et opgør om narko. Nu er han død af sine kvæstelser, skrev Ritzau 19. januar.

Politiet afslørede i samme historie, at de ændrede sigtelserne mod Mikkel, Mark, John og Jonas fra drabsforsøg til drab.

Martin kunne slet ikke genkende den måde, drabet på hans søn blev fremstillet på i medierne. Han vidste godt, at Miki røg hash i ny og næ. Men han vidste også, at det blev ved det. Miki var ikke sådan en, der havde noget med hårde stoffer at gøre og var ude i alt muligt lort. Det hang ikke sammen for ham.

Der var også noget andet, der ikke hang sammen for Martin Hansen, da sagen om drabet på hans søn blev behandlet af domstolene.

Miki Hansens far, Martin Hansen.
Miki Hansens far, Martin Hansen. Foto: TV 2

Fire mand blev dømt – og frikendt

Knap et år efter overfaldet på Miki Hansen afsagde Byretten i Hjørring dom i sagen.

Alle fire mænd blev kendt skyldige i drab. John Diget Jensen blev idømt forvaring, fordi han tidligere har begået personfarlig kriminalitet, mens Mikkel Kruse Fuglsang, Mark Dorf Gregersen og Jonas Normann alle fik 12 års fængsel.

Sagen blev anket til Landsretten, og da Vestre Landsret behandlede sagen 15. december 2018, tog sagen en drejning. Den spektakulære sag, som havde rystet Skagen, endte på en måde, som Mikis far ikke havde forestillet sig. De fire mænd blev frikendt for drabet.

I stedet fik Mark Dorf Gregersen, Mikkel Kruse Fuglsang og John Diget Jensen mellem 15 måneder og to års fængsel for grov vold, mens Jonas Normann blev frikendt for alle anklager.

Familien sad uforstående tilbage. De kunne ikke forstå, hvorfor landsretten ikke mente, at nogen kunne dømmes for drabet. Politiet vidste jo, hvem der overfaldt Miki.

Station 2 har talt med de fire mænd. Mark og John er enige så langt, at de var ved Mikis lejlighed den mandag aften i januar. Mens John erkender, at han slog Miki, forklarer Mark, at han kun gik med hen til lejligheden. Mikkel derimod afviser, at han overhovedet var i Mikis lejlighed. Da Jonas blev frikendt, har han ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Her kan du læse kapitel to, hvor Station 2 går tæt på retssagen og undersøger, hvordan to retsinstanser kunne dømme så forskelligt i den samme sag.

Du kan se serien 'Drabet der rystede Skagen' TV 2 Play.