54-årig nægter sig skyldig i drab på læge fra Tisvilde

58-årige Charlotte Asperud blev slået ihjel natten til 30. april. Nu har politiet anholdt mistænkt drabsmand.

Nordsjællands Politi har anholdt en 54-årig mand med adresse i Hørsholm for drabet på den 58-årige Charlotte Asperud fra Tisvildeleje.

Manden blev anholdt mandag eftermiddag og blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger. Under grundlovsforhøret kom det frem, at den 54-årige mand er sigtet for røveriforsøg og manddrab.

Nordsjællands Politi har anholdt en 54-årig mand, der er sigtet for drab på den 58-årige Charlotte Asperud fra Tisvildeleje.
Nordsjællands Politi har anholdt en 54-årig mand, der er sigtet for drab på den 58-årige Charlotte Asperud fra Tisvildeleje. Foto: Local Eyes

Charlotte Asperud blev under røveriforsøget slået 19-20 gange i hovedet med en genstand og afgik senere ved døden.

Manden nægter sig skyldig.

Hvad der præcis førte til anholdelsen af den 54-årige, ønskede Nordsjællands Politi forud for grundlovsforhøret ikke at oplyse.

Og hvad anklagemyndigheden fremlagde af beviser under grundlovsforhøret, er uvist, da senioranklager Bente Schnack anmodede om lukkede døre med den begrundelse, at politiets efterforskning stadig er på et tidligt stadie. Dette valgte dommer Allan Gaardbo at efterkomme.

- I en sag af denne karakter og på dette tidlige stadie anses det for skadeligt for efterforskningen, hvis dørene er åbne, sagde han.

Borgere hjalp til

Drabet på Charlotte Asperud skete natten til 30. april, hvor en mand brød ind i hendes bolig på Aspevej, mens hun lå og sov. Her overfaldt han Charlotte Asperud med et stumpt våben og pådrog hende så alvorlige skader, at hun senere afgik ved døden.

MAND ANHOLDT I DRABSSAG FRA TISVILDELEJE I går eftermiddag har vi anholdt en 54-årig mand med adresse i Hørsholm og...

Posted by Nordsjællands Politi on Tuesday, May 14, 2019

Nordsjællands Politi oplyser, at de har efterforsket sagen intensivt og undervejs har fået mange henvendelser fra borgere, som har ønsket at hjælpe med oplysninger til opklaring af sagen.

- Jeg vil gerne sige tak til alle de borgere, som har henvendt sig med store og små tip. Vi er meget taknemmelige for, at borgerne på den måde bakker op om vores arbejde, siger politikommissær Henrik Gunst fra Nordsjællands Politi i pressemeddelelsen.

Frigav lydfil fra overfaldet

For en uge siden frigav Nordsjællands Politi billeder af den dræbte og en lydoptagelse fra selve overfaldet, i håb om at det ville føre til, at borgere kunne genkende stemmen på den mand, der menes at stå bag forbrydelsen.

På lydfilen, der er offentliggjort efter aftale med kvindens pårørende, kan man høre gerningsmandens stemme råbe "læg dig ned," "læg dig helt ned" og "giv slip".

Derudover efterlyste Nordsjællands Politi også en skaldet mand med briller, som Charlotte Asperud er set i selskab med på sin bopæl.

Politiet har ikke oplyst, om det var konkrete tips på stemmen, der førte til anholdelsen, eller om det er den skaldede mand, der i dag bliver fremstillet i retten.