Kvinde får samfundstjeneste for at vise drabsvideo

16x9
Louisa Vesterager Jespersen (tv.) blev 24 år. Hendes norske veninde Maren Ueland blev 28. Foto: Screendump / Privatfoto

Retten i Næstved har dømt kvinde på 29 år for at dele uhyggelige billeder. Hun har tilstået lovovertrædelsen.

En kvinde er af Retten i Næstved blevet dømt for at dele en video, hvor man ser drabet på en ung dansk kvinde i Marokko i december. Det oplyser anklagemyndigheden mandag.

Straffen er fastsat til fængsel i tre måneder, som dog er gjort betinget af, at hun udfører samfundstjeneste i 80 timer.

Den dømte er en kvinde på 29 år. Hun er ikke tidligere straffet. Hun tilstod lovovertrædelsen, oplyser anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Landet over er en række personer blevet sigtet af politiet for at distribuere videoen fra forbrydelsen.

Under en vandretur i Atlasbjergene i Marokko blev to unge kvinder overfaldet og dræbt. Ofrene var den 24-årige Louisa Vesterager Jespersen, der stammede fra Ikast, og den 28-årige Maren Ueland fra Bryne i Rogaland i Norge.

Brugte Messenger til at sprede video

Nogle af de formodede gerningsmænd erklærede senere troskab til Islamisk Stat.

I Marokko stilles i alt 24 personer for retten, og anklageren går angiveligt efter dødsstraf til enkelte af de tiltalte, er det tidligere kommet frem.

I Næstved oplyser anklagemyndigheden om sagen om deling af en video, at den dømte har modtaget dommen.

I marts oplyste politiet, at i alt 14 var blevet sigtet for at dele videoen typisk via Facebook Messenger eller andre sociale medier. Messenger var netop det medie, som den 29-årige benyttede.

Der er stor spredning i alderen på de sigtede, fortalte politiet i marts. Den ældste er 69 år. De to yngste på 13 og 14 år kan på grund af deres alder ikke straffes.

Lovovertrædelsen består i uberettiget at videregive en video, selv om den vedrører en anden persons private forhold under omstændigheder, som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.