Maskerede mænd overfalder 20-årig mand med kniv i Aarhus

16x9
Arkivfoto. Politiet har ikke anholdt nogen i sagen endnu. Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix

En 20-årig mand slap med en flænge i armen, da han blev overfaldet kort efter midnat i det vestlige Aarhus.

En 20-årig mand blev kort efter midnat til søndag stukket med en kniv i det vestlige Aarhus. Manden slap med en flænge i den ene underarm.

Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Stig Heidemann tidligt søndag morgen.

Klokken 00.17 indløb en anmeldelse hos politiet om et knivstikkeri på en parkeringsplads foran Frydenlund Centret.

- Der er tale om en 20-årig mand, som sidder i sin bil sammen med nogle venner, da en anden bil pludselig dukker op. Ud fra den anden bil hopper tre maskerede mænd, siger vagtchefen. Den 20-årig hoppede ud af bilen og løb derfra. De tre maskerede mænd løb efter den 20-årige, og på et tidspunkt indhentede i hvert fald en af mændene ham.

- Manden tildeler ham et snit i den ene underarm, så han får en større flænge, siger Stig Heidemann.

Ikke banderelateret

De tre mænd løb tilbage til deres bil på parkeringspladsen og kører derfra.

Imens søgte den 20-årige hen til et hus, hvor han bankede på og fik hjælp af beboerne til at ringe efter politiet og en ambulance.

- Han er blevet behandlet på skadestuen og sendt hjem igen, siger vagtchefen.

Ifølge Stig Heidemann har politiet ikke belæg for at sige, at episoden skulle være banderelateret.

Østjyllands Politi kender den 20-årige, der er fra lokalområdet, en smule i forvejen, men ikke for bandekriminalitet.

- Han er meget fåmælt og ikke særlig samarbejdsvillig, siger vagtchefen.

Andet knivstikkeri på få timer

Overfaldet ved Frydenlund Centret skete, få timer efter at en anden 20-årig mand blev stukket i låret og ryggen med en kniv under et slagsmål ved Marselis Boulevard i Aarhus.

- På nuværende tidspunkt har vi ikke noget belæg for at sige, at de to episoder hænger sammen, siger Stig Heidemann.

Der er tidligt søndag morgen ingen anholdte i nogen af de to sager.