36-årig dræbt af skud i Rødovre har tilknytning til det kriminelle miljø

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har været i området omkring Løvevej i Rødovre lørdag aften.

Den 36-årige mand fra København, der lørdag aften ved 22-tiden blev dræbt af skud på Løvevej i Rødovre, havde tilknytning til det kriminelle miljø. Det oplyser vicepolitiinspektør ved Vestegnens Politi Søren Rye til TV 2.

- Han er af politiet kendt som en del af de kriminelle miljøer, som vi arbejder meget med. Mere kan jeg ikke komme ind på lige nu, siger han.

Han vil hverken be- eller afkræfte, om den dræbte er en del af bandemiljøet. Politiet bekræfter i en pressemeddelelse, at episoden efterforskes som drab.

Havde bekendtskab i villakvarteret

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har været i området omkring klokken 22, hvor skyderiet skete.

- Vi vil gerne have, at alle ringer til os lige nu, siger Søren Rye.

Ifølge Søren Rye har den dræbte mand formentlig været i området på grund af et bekendtskab. Beboere i villakvarteret skal ikke føle sig utrygge, fordi han efter alt at dømme ikke har en særlig tilknytning til området:

- Det er ikke vores indtryk, at der kommer til at ske mere i Rødovre, og at det måske er et tilfældigt valgt gerningssted, siger Søren Rye.

Der vil være ekstra patruljering i området, oplyser politiet.

Politiet efterlyser vidner, der har set en stor og mørk bil før, under eller efter skudepisoden på Løvevej. En stor og mærk bil blev senere fundet brændende i Hedehusene, og politiet undersøger, om der er sammenhæng
Politiet efterlyser vidner, der har set en stor og mørk bil før, under eller efter skudepisoden på Løvevej. En stor og mærk bil blev senere fundet brændende i Hedehusene, og politiet undersøger, om der er sammenhæng Foto: Mathias Øgendal / Mathias Øgendal

Bil fundet i brand i Hedehusene

Politiet oplyser desuden, at en stor, mørk bil blev set køre fra Løvevej efter skudepisoden, og at en lignende bil blev fundet i brand på Stærkendevej i Hedehusene klokken 22.30. Politiet har sikret beviser fra begge steder.

- Vi har oplysning om, at der er kørt en mørk personbil - måske en stationcartype - fra Løvevej, og det er en lignende bil, der er brændt af ude ved Hedehusene, siger Søren Rye til TV 2.

Politiet hører i denne forbindelse også gerne fra vidner, som har set bilen før, under eller efter skudepisoden på Løvevej lørdag aften klokken 21.59, ved Stærkendevej ved 22.30-tiden eller på vejene mellem Rødovre og Hedehusene.

Politiet vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere om sagen.

36-årig skuddræbt i Rødovre