Her er dommen: 20-årig delte billeder af omkomne fra ulykkestoget på Storebælt

16x9
Ulykken på Storebæltsbroen kostede otte personer livet, da et godstog og et passagertog kørte hurtigt forbi hinanden, og en af trailerne væltede ind i passagertoget. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Sagen handler om billeder af omkomne passagerer fra forulykkede tog på Storebæltsbroen, der kostede otte personer livet.

En ung mand fra Taastrup er ved Retten i Svendborg idømt ti dagsbøder 2000 kroner for at have delt billeder inde fra toget, der forulykkede 2. januar. Dermed lagde dommeren sig tæt op ad anklagerens ønske om en bødestraf på 22.000 kroner.

Dommeren mente, at den 20-årige havde forbrudt sig mod Straffelovens paragraf 264 d, der siger, at man ikke uberettiget må videregive billeder vedrørende en persons private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed.

Forsvareren ville have sin klient frikendt.

Var selv passager

Den unge mand, der dengang boede i Odense, var med toget på vej på arbejde i Taastrup, da ulykken indtraf, og han havde forud for retssagen erkendt, at han havde sendt billeder og videoer af døde passagerer til forskellige medier og to privatpersoner.

Under retssagen forklarede den tiltalte, at han havde filmet skaderne på toget, at han kun så vragdelene, og at han ikke var klar over, at der var mennesker på billederne.

Han forklarede desuden, at han skrev til DR P4, at toget var gået i stykker, og at de havde brug for hjælp, hvorefter han sendte videoen til DR.

Ifølge ham selv, tænkte han ikke videre over det, og han havde ikke set videoen i gennem, før han sendte den.

Anklager: Han vidste, hvad han gjorde

Ifølge anklageren var tiltaltes måde at agere på et billede på en uheldig tendens, hvor man har behov for at dele billeder på de sociale medier gennem chatprogrammer.

Videoerne og billederne blev delt med adskillige medier – både danske og udenlandske – og flere forskellige privatpersoner. En deling der skulle være foregået over flere timer.

Et vidne, der selv sad i vognen, da den blev ramt, men uden at komme noget til, forklarede i retten, at han så den tiltalte filme ind i den ødelagte kupe, og at han gjorde ham opmærksom på, hvad det var han filmede.