Borgmester: Voldtægtssigtet befamlede mig, mens jeg sov

16x9
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen har taget orlov som følge af sagen, der har taget hårdt på hende. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Et tidligere bestyrelsesmedlem i Enhedslisten skal sidde varetægtsfængslet i endnu 14 dage i voldtægtssag.

Et nu tidligere medlem af Enhedslisten i København skal forblive varetægtsfængslet i endnu to uger. Det besluttede en dommer tirsdag i Københavns Byret.

Manden har siddet fængslet siden 5. april sigtet for voldtægt.

Det påståede overgreb skulle være sket efter en fest i teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsens (EL) hjem. Hun har efterfølgende taget orlov fra sin post, fordi sagen har påvirket hende i høj grad.

Ved tirsdagens retsmøde kom det frem, at fire personer efter festen skulle have lagt sig til at sove i den samme seng.

I løbet af natten skulle det daværende bestyrelsesmedlem så have voldtaget en af de andre i sengen. Den forurettede kvinde skulle på grund af træthed og/eller alkohol have været ude af stand til at sige fra.

Ifølge B.T. kom det også frem, at teknik- og miljøborgmesteren har forklaret til politiet, at den sigtede samme nat også tog på hende - blandt andet på brystet - mens hun lå og sov.

Hun vågnede ved, at den sigtede tog på hende, og bagefter registrerede hun angiveligt også i et eller andet omfang, at der foregik noget i forhold til den forurettede.

Under en senere afhøring oplyste Ninna Hedeager Olsen til politiet, at hun ikke ønskede at anmelde manden for blufærdighedskrænkelse i forhold til hende.

Meldte sig selv

Ifølge sigtelsen fandt episoden sted mellem 31. marts klokken 00.00 og 1. april cirka klokken 10.

Manden valgte efterfølgende at melde sig selv til politiet og at fratræde sine poster i partiet, men han nægtede sig skyldig, da han blev fremsat i grundlovsforhør.

Ved tirsdagens retsmøde var advokat Helle Vibeke Paulsen mødt som forsvarer for den sigtede mand. Hun mente, at han skulle løslades, med henvisning til at han ikke havde mulighed for at påvirke eventuelle vidner, der har afgivet forklaring, ligesom sagen har været omtalt i pressen.

Den vurdering var dommeren uenig i, og manden blev varetægtsfængslet indtil 7. maj.

Døre blev kortvarigt lukket

Det er første gang, at offentligheden får indblik i, hvad der er blevet forklaret om den pågældende aften og nat.

Tidligere retsmøder har været holdt for lukkede døre, og selv om både forsvarer og anklager endnu en gang anmodede om dørlukning, fulgte dommeren pressens protester og lod dørene være åbne.

Dog blev de lukket kortvarigt, mens den forurettedes forklaring til politiet blev læst op.