Politiaktioner flere steder i København: To anholdt for brandstiftelse

16x9
Der var et stort politiopbud på Guldbergs Plads i København torsdag eftermiddag Foto: Steven Knap

To 20-årige mænd er torsdag aften efter et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet i 21 dage mistænkt for brandstiftelse.

Bomberyddere og politi har torsdag eftermiddag været til stede ved Guldbergs Plads på Nørrebro i København og torsdag aften på en adresse i Herlev.

Under aktionen på Nørrebro fortalte politiet til TV 2's reporter, at der var en eller flere anholdte.

Torsdag aften bekræfter Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse, at der er blevet anholdt to 20-årige mænd, der er sigtet for brandstiftelse. De er varetægtsfængslet i 21 dage.

Ifølge politiet skulle mændene have sat ild til en bus på Amager Strandvej natten til torsdag. Derudover skulle de to mænd også have forsøgt at sætte ild til et ukendt sted på Københavns vestegn.

To aktioner kort efter hinanden.

Aktionen på Nørrebro begyndte omkring klokken 17 og var færdig en time senere.

Cirka klokken 18.30 rykkede politiet ud til endnu en adresse - nu i Herlev. Her er politiet, ligesom på Nørrebro, suppleret af bomberyddere.

Omkring 15 politifolk og flere folk fra ammunitionsrydningstjenesten deltager i aktionerne.

TV 2 har forsøgt Vestegnens Politi flere gange, men det har ikke været muligt at komme i kontakt med dem.

I pressemeddelelsen torsdag aften siger politiet, at de ikke har yderligere kommentarer til efterforskningen på nuværende tidspunkt.