Politiet forbyder Paludan-demonstrationer søndag - ny demo planlagt mandag

Hverken Københavns eller Københavns Vestegns politikredse vil tillade Rasmus Paludan at demonstrere efter en dag med optøjer.

Efter en dag med voldsomme uroligheder på Nørrebro i København i forlængelse af en islamkritisk demonstration varsler arrangøren Rasmus Paludan en ny demonstration mandag.

Rasmus Paludan har ikke fået lov til at genoptage sine islamkritiske aktioner søndag aften, selvom han gerne ville.

Det bekræfter chefpolitiinspektør Jørgen Skov søndag aften på et pressemøde, hvor han uddyber, at man har udstedt et forbud mod Rasmus Paludans demonstrationer, som vil vare det kommende døgn.

Grunden er, at man vurderer, at en demonstration vil forårsage flere uroligheder, siger chefpolitiinspektøren.

Den racismedømte Stram Kurs-stifter udtalte tidligere på aftenen til TV 2, at hvis han ikke måtte demonstrere på Blågårds Plads eller i resten af Københavns Politikreds, så ville han arrangere en ny demonstration i anden politikreds på Sjælland, nemlig Københavns Vestegns.

Frygter for den offentlige fred

Over for TV 2 bekræfter politikredsen, at de ganske rigtigt har fået en forespørgsel fra Rasmus Paludan, men at de ikke kan tillade en demonstration med så kort varsel, da der ikke er mulighed for at forberede en forsvarlig afvikling, siger politiinspektør Mogens Lauridsen i en mail.

- Københavns Vestegns Politi kan således ikke tillade demonstrationen søndag aften (med henvisning til politiloven), da vi befrygter fare for den offentlige fred, siger han.

I et brev fra Københavns Vestegns Politis politidirektør til Rasmus Paludan, som TV 2 har set, fremgår det dog, at Rasmus Paludan har fået tilladelse til at demonstrere i politikredsen mandag.

Tre anholdt efter optøjer

Siden søndag eftermiddag har politiet været massivt til stede på Nørrebro i København, hvor en Stram Kurs-demonstration midt på eftermiddagen udviklede sig til optøjer med brostenkast mod politiet, som svarede igen med tåregas.

Tre personer er anholdt, siger chefpolitiinspektør fra Københavns Politi, Jørgen Skov, på pressemødet søndag aften.

En er anholdt, fordi han angreb Rasmus Paludan, der efterfølgende blev eskorteret væk af politiet.

En anden er anholdt for at angribe politiet.

Og en tredje er anholdt for ikke at efterkomme politiets anvisninger.

Jørgen Skov uddyber, at politiet vil være til stede på Nørrebro aftenen og natten igennem for at lokalisere de tilbageværende ballademagere, som ifølge ham mest består af områdets utilpassede unge og bandetilhængere.

- I dagene, der kommer, vil vi efterforske angrebene og drage gerningsmændene til ansvar, siger han.

Løkke tager afstand fra Paludan

Statsminister Lars Løkke Rasmussen tager afstand fra det, som han på Twitter kalder "Paludans meningsløse provokationer":

Beregninger fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg viser, at foranstaltninger ved Rasmus Paludans demonstrationer som den i dag indtil videre har kostet knap seks millioner kroner i 2019.

Det svarer til omkring otte årsværk fordelt på de demonstrationer, som har fundet sted frem til 7. april.