Kvinde skyldig i ulovlig aflytning af nabo i Emilie Meng-sag

16x9
Liget af Emilie Meng blev fundet juleaftensdag 2016. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

En mand fik sit hus ransaget fem gange på baggrund af naboens aflytning. Straffen bortfalder.

I dagene efter 10. juli 2016 begyndte politiet og frivillige en massiv eftersøgning for at finde den 17-årige Emilie Meng, der var forsvundet fra Korsør Station og aldrig blev set i live igen.

En 48-årig kvinde fra Korsør gik dog for langt i eftersøgningen, da hun fik mistanke om, at hendes nabo holdt den forsvundne pige indespærret i sit hjem. Det har Retten i Næstved slået fast.

Retten har fredag fundet kvinden skyldig i ulovlig aflytning af sin nabo. Hun slipper dog for straf.

Straffen bortfalder, fordi politiet ifølge retten kendte til og accepterede, at kvinden foretog aflytningerne.

Den tiltalte forklarede i retten, at hun flere gange kontaktede politiet og sendte dem lydfiler af hendes aflytning. Hun blev på intet tidspunkt gjort opmærksom på, at det kunne være ulovligt, forklarede hun.

Efterforskning genoptaget

Kvindens mistanke begyndte i 2016, da hun hørte mistænkelige lyde. Det fik hende til at bore huller i væggen ind mod nabohuset og sætte optageudstyr op for at kunne aflytte naboen og optage samtaler fra huset. Hun siger, det var mistænkelige lyde, der fik hende til at reagere.

- Midt i uge 28 sidder jeg på en trappesats ved garagen og ryger en cigaret, som jeg plejer. Så kan jeg høre lyden af en kvinde, der siger nej, nej, nej og græder, forklarede hun i retten.

Lydoptagelserne var medvirkende til, at politiet det år ransagede naboens hus fem gange, før Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi slog endelig fast, at Emilie Meng ikke var eller havde været på adressen.

Den dengang 67-årige nabos advokat meldte aflytningen til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som efter halvandet år stoppede efterforskningen med begrundelsen, at der ikke kunne føres bevis for, at nabokvinden havde fortsæt til lave ulovlig aflytning.

Men den købte advokaten ikke. Han indbragte sagen for statsadvokaten, som beordrede politiet til at genoptage sagen. Det førte i begyndelsen af i år til, at der blev rejst tiltale.

Tilkendt erstatning

Manden er tidligere tilkendt erstatning for politiets fem ransagninger af hans hjem. Retten i Næstved tilkendte ham 1200 kroner per ransagning. Østre Landsret tredoblede dog beløbet for den sidste ransagning til 3600 kroner.

Liget af Emilie Meng blev fundet juleaftensdag 2016 i en sø nær Borup på Midtsjælland. Der er endnu ikke fundet nogen gerningsmand.