Sigtelse i voldtægtssag hos Enhedslisten: Offer var ude af stand til at modsætte sig

16x9
Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Manden er varetægtsfængslet i 18 dage.

Torsdag kom det frem, at et bestyrelsesmedlem af Enhedslisten i København var involveret i en voldtægtssag.

Nu viser en udskrift af retsbogen fra Københavns Byret 3. april, som BT har fået adgang til, at offeret ikke var i stand til at gøre modstand.

Det mandlige bestyrelsesmedlem er således sigtet for at have skaffet sig vaginalt samleje med den forurettede kvinde, ”der som følge af alkoholindtag og/eller træthed befandt sig i en tilstand eller situation, i hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen”, står der i retsbogen ifølge BT.

Ifølge sigtelsen fandt episoden sted mellem 31.marts klokken 00.00 til 1. april cirka klokken 10.

Manden valgte at melde sig selv tirsdag, men nægtede sig skyldig under grundlovsforhøret, der varede cirka halvanden time onsdag aften. Her blev det dog ikke besluttet, at han skulle varetægtsfængsles.

Det skete først fredag, hvor Østre Landsret valgte at varetægtsfængsle ham i 18 dage, efter at anklageren havde kæret byrettens afgørelse.

Borgmester tager pause

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (Ø) har som en konsekvens af episoden valgt at holde en pause fra politik.

Det skrev hun søndag på Facebook, hvor hun også fortalte, at episoden fandt sted i hendes lejlighed:

- Jeg er dybt berørt. Det foregik i mit hjem. Jeg kender parterne, skriver Ninna Hedeager Olsen på Facebook og fortsætter:

- Derefter har mit fokus været at få gerningsmanden til at melde sig selv. Det vidste han heldigvis godt, at han skulle, skriver hun.

Sagen omkring voldtægt begået af et tidligere bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København: Jeg er dybt berørt. Det...

Posted by Ninna Hedeager Olsen on Sunday, April 7, 2019

Den voldtægtssigtede mand har valgt at fratræde alle sine poster i partiet.

Enhedslisten Københavns bestyrelse består af ét medlem fra hver af de 15 københavnske lokalafdelinger. Desuden er der fem bestyrelsesmedlemmer og en kasserer, der vælges på den årlige generalforsamling.

Mandag aften tages der på et gruppemøde med Enhedslistens medlemmer af byrådet stilling til, hvem der skal overtage Ninna Hedeager Olsens arbejdsopgaver.