Far får fire års fængsel for overgreb mod seksårig steddatter

Dommen er modtaget af den 63-årige, men anklagemyndigheden har 14 dage til at beslutte, om sagen ankes.

En 63-årig mand er dømt til fire års fængsel for seksuelle overgreb mod sin dengang seksårige steddatter.

Anklageskriftet i den såkaldte Vejen-sag omfatter 17 tiltalepunkter om talrige seksuelle og voldelige overgreb begået mod fire børn i årene 1987-1993 primært i Vejen kommune.

Over otte dage er sagen behandlet i Retten i Esbjerg, inden retten fredag har afsagt kendelse og dom.

Ingen straf til børnenes mor

Moren til de fire børn er frifundet for alle anklager, mens faren, der er biologisk far til to af børnene, er fundet skyldig i talrige voldtægter og andre seksuelle overgreb begået mod den ene steddatter i løbet af næsten syv måneder i 1990 og 1991, mens pigen var seks år gammel.

- Thi kendes for ret: Tiltalte skal straffes med fængsel i fire år, indledte retsformanden sin oplæsning af dommen.

Uden betænkningstid valgte den 63-årige mand at modtage dommen, mens anklagemyndigheden har 14 dage til at beslutte, om sagen skal ankes.

En anke, der både kan omfatte straffen og dommen mod faren, men også børnenes mor, som anklageren havde krævet idømt samme straf som manden

Dømt mand havde ikke noget at tilføje

Senioranklager Rikke Brændgaard-Nielsen procederede fredag for seks års fængsel til den 63-årige, mens forsvarer Allan Sørensen argumenterede for, at en straf på mellem tre og fire år ville være passende.

Inden de tre juridiske dommere og seks nævninger trak sig tilbage for at votere og bestemme straffen, oplyste retsformanden til den 63-årige mand, at han havde muligheden for et sidste ord:

- Jeg har ikke noget at sige rigtigt. Jeg synes, det er gået fint her, sagde den 63-årige.

Den 63-årige mand er Ifølge mentalerklæringen egnet til almindelig straf, selvom han er i den nederste del af området for normal begavelse. Den del, der ifølge fagfolk betegnes som 'sinkeområdet'.

Fire gange er han anholdt for at køre bil i spirituspåvirket tilstand, ligesom han er taget i at snyde med sin bistandshjælp. Han har aldrig haft kørekort.

- Han har levet efter egen overbevisning, læste anklageren op fra mentalerklæringen, der også gjorde rede for, at manden er temperamentsfuld og har svært ved at se indad.

Stadig sammen med manden

Den 60-årige kvinde har ikke ønsket selv at kommentere sin frifindelse, men henviser til sin forsvarer Jørgen Iversen.

Han siger, at hun er meget tilfreds med sin frifindelse, men selvfølelig ikke tilfreds med, at faren ikke også blev frifundet på alle punkter.

De to danner stadig par, og hun har fra første retsmøde givet udtryk for, hvor glad hun er for sin mand.

- Både hun og jeg er glade for, at retten har taget hensyn til, at man skal være varsom med at tage børnenes forklaringer for fuldt pålydende. Selvom det fremstår virkeligt for børnene, kan det jo godt være en falsk erindring, siger Jørgen Iversen.

Kan være falske erindringer

I begrundelsen for dommen lød det, at mens de tre yngste børn alle har forklaret om forskellige former for seksuelle overgreb, så havde den ældste søn ikke nogen erindringer i den retning.

Og selvom flere af forklaringerne ifølge retten er afgivet med stor troværdighed, lagde retten også vægt på, at børnene har været placeret på institutioner, hvor der senere gennem samtaler med søskende, pædagoger eller psykologer kunne været dannet falske erindringer.

Efter de afgivne forklaringer fandt retten det bevist, at børnene alle har været udsat for et vist omfang af vold, men at den del af sagen er forældet. Det samme er spørgsmålet om trusler, som forældrene var tiltalt for.