Kraftig brand i Viborg: Luk døre og vinduer

16x9
Brandfolk er i gang med at slukke branden i Viborg. ARKIV. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Der er luftsirener over Viborg, hvor en kraftig brand lige nu raserer en industribygning.

En kraftig brand hærger i øjeblikket en bygning på Ølandsvej i Viborg.

Flammerne har fat i en stor industribygning, hvor der har været opmagasineret maling, kemikalier og benzindunke, fortæller vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj, til TV 2.

Derudover har der i bygningen været en naturgasledning, som man frygtede, flammerne ville nå, men den har man fået afbrudt, fortæller Ole Vanghøj.

På grund af tyk, sort røg opfordrer politiet beboerne i området til at lukke vinduer og døre og at søge væk fra røgfanen, hvis man opholder sig udendørs.

Ring ikke til politiet

Den kraftige brand har fået Beredskabsstyrelsen til at tænde for sirenerne over Viborg, men ved en teknisk fejl lød sirenerne også over adskillige andre midt- og vestjyske byer. 

Politiet understreger, at sirenevarslet kun gælder for Viborg, og man opfordrer folk til ikke at ringe til politiet.

- Når sirenerne lyder, skal man søge indendøre og søge oplysninger hos medier som DR og TV 2, siger Ole Vanghøj og fortæller, at mange bekymrede borgere har ringet til politiet på grund af sirenerne. 

- 112 har været brudt sammen, alle politistationer og vagtcentraler har været fuldstændigt overbooket, fordi folk ringer og spørger til sirenere. Det skal man ikke gøre, for det kan blive fatalt, siger vagtchefen, der ikke har overblik over, hvilke byer der har været ramt af de fejlagtige sirener.

Politiet forventer, at branden vil være under kontrol om halvanden til to timer, og man understreger, at der ingen personskade har været ved branden.