Mand overfaldet med økse i København

16x9
En mand er overfaldet med en økselignende genstand på Hans Knuds Plads på Østerbro. Foto: Steven Knap

Politiet oplyser, at gerningsmanden og offeret ikke kender hinanden.

En mand er onsdag blevet kørt på Rigshospitalets Traumecenter, efter at han er blevet overfaldet med en form for økse.

Det oplyser Robert Jensen, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

- Vi betragter det som en alvorlig handling, siger han til TV 2.

Han oplyser, at gerningsmanden, som bor i den ejendom, hvor overfaldet skete, er blevet anholdt.

Kørt til traumecenter

Politiet oplyser, at offeret er uden for livsfare, men at han behandles på traumecenteret, hvor man er ved at undersøge, hvor alvorlige hans skader er.

Overfaldet skete på Hans Knudsen Plads på Østerbro i København.

Robert Jensen oplyser, at de to mænd ikke har en relation til hinanden. Han kan ikke komme ind på motiv, eller hvor offeret blev ramt af øksen på nuværende tidspunkt.