Bandemedlem skal i fængsel - gik med ulovlig kasket

16x9
(ARKIV) Foto: Scanpix Danmark Stf / Scanpix Denmark

Sagen er en af de første retssager i Danmark, som handler om videreførelse af en bande, der er ulovlig. 

Et medlem af banden Loyal To Familia straffes med ubetinget fængsel i 40 dage, fordi han gik rundt med en sort kasket med et hvidt F. 

Københavns Byret mener, at han dermed har videreført banden, som af politiet var blevet forbudt i september. Samtidig forbydes han i et år at færdes og opholde sig i et afgrænset område af Nørrebro i København.

Manden var blandt andet tiltalt for i september 2018 på Nørrebro i København at have båret en kasket med bogstavet F, som ifølge anklageren i sagen Andreas Emil Christensen efter forbuddet mod banden er blevet et erstatningskendetegn for Loyal To Familia og dens hidtidige kendetegn LTF.

Samtidig var manden tiltalt for i december at have overtrådt et forbud mod at opholde sig på Blågårds Plads og i Blågårdsgade, der er kendt som opholdssteder for Loyal To Familia. Manden fik af politiet opholdsforbud mod at opholde sig de pågældende steder i november – opholdsforbuddet er indført som et led i at forhindre videreførelse af Loyal To Familia. 

En af de første sager af sin slags

Sagen er en af de første retssager i Danmark, som handler om videreførelse af en bande, der er ulovlig. Der har også kørt en lignende sag ved retten i Helsingør, hvor tre mænd også er blevet tiltalt for at bære kasketter med mærket F,  mens de opholdt sig i en baggård ved spillehallen ’Chancen’ ved Nivåcenteret nord for København – baggrunden er et kendt tilholdssted for LTF.

Banden Loyal to Familia (LTF) blev ved et straksforbud midlertidigt forbudt i hele Danmark 4. september. Det betyder, at det siden da har været ulovligt at optræde i bandens bluser med LTF eller Loyal to Familia og personer, der bærer synlige LTF-kendetegn på eksempelvis trøjer og kasketter, kan blive sigtet.

På samme måde er det som led i at forhindre videreførelsen af Loyal to Familia muligt for politiet at udstede opholdsforbud. Sagen om en mulig permanent opløsning af banden Loyal To Familia forventes afsluttet til august.

Efter politiets forbud mod LTF skal Københavns Byret afgøre, om banden er en forening, om den virker ved vold, og om den derfor kan opløses i medfør af en bestemmelse i Grundloven.

Loyal To Familia kom til verden i januar 2013. Lederen og grundlæggeren, Shuaib Khan, er udvist af Danmark.

På et tidspunkt var der cirka 260 medlemmer, anslår politiet. Der har været afdelinger i Nivå, Helsingør, Hillerød, Køge, Fredericia, Aarhus og forskellige steder i København. 

For tiden er cirka 100 personer af politiet registreret som tilknyttet LTF, er det kommet frem i et retsmøde forleden.