Fire mænd fra Kokkedal anholdt for knivdrab nytårsnat

16x9
Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En 19-årig mand mistede livet og tre 20-årige mænd blev såret i forbindelse med et knivopgør mellem to grupper i København.

En 19-årig mand mistede livet, da han blev stukket med kniv nytårsnat foran Restaurant Cantina i Borgergade i København.

I en måned har fire mænd fra Kokkedal i alderen 18-28 år nu siddet varetægtsfængslet i sagen.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Københavns Politi bekræfter oplysningerne, men politiet har gået stille med dørene af hensyn til efterforskningen. Politiet meddeler også overfor Frederiksborg Amts Avis, at der ikke er flere efterlyste i sagen.

Slagsmål med knive

De fire anholdte kom op at slås med en anden gruppe af unge mænd, og det endte blodigt, da der blev trukket knive.

Den 19-årige mistede livet og tre 20-årige mænd blev såret.

Slagsmålet opstod efter en uoverensstemmelse ved et diskotek i Borgergade.

Gerningsmændene slap umiddelbart væk, men 6. februar i år anholdt Københavns Politi fire mænd efter en aktion i Kokkedal-området.

Det drejer sig om en mand på 18 år, en mand på 23 år og to mænd på 28 år. En af dem har dansk statsborgerskab, mens de tre andre er tyrkiske statsborgere.

Samme dag som anholdelsen fandt sted, blev de fire fremstillet i grundlovsforhør og siden varetægtsfængslet.