Familie håber, at sigtelser vil stoppe flere delinger af drabsvideo fra Marokko

Den efterladte familie er tilfredse med, at politiet har rejst sigtelser for deling af krænkende video. De håber, delingerne stopper.

Danske Louisa Vesterager Jespersen blev fundet dræbt nær landsbyen Imil i Marokko sammen med sin norske veninde Maren Ueland mandag den 17. december 2018.

Kort efter begyndte en video optaget af gerningsmændene at florere på nettet - og selvom politiets efterretningstjeneste hurtigt advarede mod, at videoen både var krænkende og ulovlig at dele, stoppede delingerne ikke.

Nu er 14 personer i alderen 13-69 år sigtet for delingerne - og det er Louisa Vesterager Jespersens pårørende tilfredse med.

Er i dyb sorg

De efterladte har ikke selv ønsket at tale med medierne, men har gennem deres bistandsadvokat Carsten Hove givet udtryk for deres holdning.

- Louisas forældre er naturligvis i dyb sorg over den tragedie, der har ramt dem ved Louisas død, skriver Carsten Hove til TV 2 i en skriftlig udtalelse.

- Det har oven i den store sorg været stærkt belastende og krænkende at vide, at filmen, der viser drabene på Louisa og Maren, er blevet delt på de sociale medier.

- Forældrene er derfor glade for, at politiet har efterforsket disse delinger af filmen, og at der nu er blevet rejst sigtelser. Det får forhåbentligt også den konsekvens, at filmen ikke fremover bliver delt, gengiver bistandsadvokaten.

Krav om fængselsstraf

Politiet oplyser, at 12 personer er sigtet for under særligt skærpende omstændigheder uberettiget at have videregivet videoen, selvom den tydeligt er krænkende. 

De sidste to er sigtet for offentligt udtrykkeligt at have billiget terrorhandlingen, som skete ved drabene af de to kvinder.

Ifølge politiet er 12 af sagerne rejst efter Straffelovens § 264 d, mens to af sagerne omhandler Straffelovens § 136 stk. 2.

Overtrædelse af straffelovens § 264 d straffes under særligt skærpende omstændigheder med fængsel i op til 3 år, mens overtrædelse af § 136 stk. 2 straffes med bøde eller fængsel i op til to år.

Ked af krænkende deling

Blandt de sigtede er blogger Jaleh Tavkoli, der skriver på Facebook, at hun er ked af at have krænket de efterladte, og at det ikke var hendes mening. 

Hun har tidligere givet udtryk for, at hun med delingen ønskede udstille islamisternes grusomhed.

- Forældrene til Louisa Vestager Petersen har ifølge politiet anmeldt blandt andre mig for at have delt drabsvideoen fra Marokko. Det er jeg meget ked af, fordi min mening ikke har været at udstille Louisa, skriver Jaleh Tavkoli, der ikke har ønsket at kommentere sagen yderligere.