Politiet løslader mand sigtet for voldtægt af 17-årig pige ved fest

16x9
Arkivfoto. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Danmark

Den 18-årige mand nægter sig skyldig.

Søndag morgen blev Syd- og Sønderjyllands Politi kontaktet af en mor til en 17-årig pige. 

Moren anmeldte, at datteren var blevet udsat for voldtægt omkring klokken 03.30 til en privatfest på Als natten til søndag.

I den forbindelse blev en 18-årig mand anholdt. Han er dog siden blevet løsladt, da politiet har vurderet, at der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør. 

- Vi har vurderet, at der er nogle ting, der skal undersøges, før der er grundlag for en fremstilling, siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Politiet efterforsker dog stadig sagen sidst på eftermiddagen søndag, lyder det. 

Kendte hinanden

Begge parter er fra Sønderjylland, har Syd- og Sønderjyllands politi tidligere oplyst til TV 2.

- Jeg fornemmer, at offeret og den formodede gerningsmand kendte hinanden i forvejen, men jeg ved det endnu ikke med sikkerhed, sagde vagtchef Ole Aamann søndag formiddag. 

Hvorvidt det er tilfældet, er ifølge politiet ikke muligt at oplyse søndag eftermiddag.

Pigen er fysisk uskadt, men er blevet undersøgt nærmere. Den 18-årige mand nægter sig skyldig i voldtægt.