Retsordførere kræver svar om Britta Nielsens overførsler af millioner

Det ikke kun befolkningen, der ikke ved, hvem der har sovet i timen. Christiansborgs politikere får heller ikke noget at vide, siger Rosa Lund (EL).

En række af Folketingets retsordførere kræver nu, at sløret bliver løftet for, hvem der bærer ansvaret for, at Britta Nielsen har kunnet overføre store summer fra Danmark til sin bank i Sydafrika, uden nogen er skredet ind.

Det sker efter, TV 2 tirsdag kunne afsløre, at Britta Nielsen - udover at hæve flere millioner kroner i kontanter hos Danske Bank i løbet af 13 år - også har brugt Nordea til at overføre knap én million euro til sin konto i den sydafrikanske bank FNB. Første gang i 2008, hvor hun overførte 25.076,35 euro.

Det er problematisk, at hverken befolkningen eller os politikere herinde på Christiansborg kan finde ud af, om der er blevet registreret de her penge

Rosa Lund, retsordfører, Enhedslisten

Siden blev det til yderligere 36 overførsler, hvilket i 2018 fik det samlede overførte beløb op på 984.025,33 euro, svarende til over 7 millioner kroner.

- Det er en systematisk overførsel af penge til Sydafrika, siger Jakob Dedenroth Bernhoft, advokat og direktør i den uafhængige rådgivningsvirksomhed Revisorjura.dk, til TV 2.

- Der skal hun komme med en overbevisende og rigtig god forklaring, hvortil banken siger: 'Det er i orden, det kan vi godt forstå.' Men gør hun ikke det, så skal de gå til bagmandspolitiet.

Nordea må ikke oplyse, om de har gjort det, og de afviser i en mail over for TV 2 at give et interview om deres hvidvaskprocesser, da det i TV 2’s ”dækning af historien vil blive opfattet,” som om banken ”kommenterer den konkrete sag.”

Bagmandspolitiet, SØIK, vil heller ikke give et interview eller svare på, hvor mange underretninger de har modtaget på Britta Nielsen.

Retsordførere: - Fremlæg de relevante oplysninger

Men nu har flere retsordførere fået nok af hemmelighedskræmmeriet.

- Nye detaljer kommer jo frem hver evig eneste dag i medierne, og derfor bør bagmandspolitiet efter min opfattelse også fremlægge de relevante oplysninger, lyder det fra Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, til TV 2.

Den holdning deles af hans kollega fra Dansk Folkeparti, Peter Kofod Poulsen:

- Jeg synes, at man bliver nødt til på et tidspunkt at løfte sløret for de her ting, så vi ved, hvem der har sovet i timen. Altså er der indberettet fra Nordeas side, og er der ikke sket noget, eller er det i systemet, altså i bagmandspolitiet, man ikke har foretaget sig noget i den her sag, siger han til TV 2.

Og ifølge Rosa Lund, retsordfører for Enhedslisten, er det ikke kun TV 2, der ikke kan få et svar fra parterne.

- Det er problematisk, at hverken befolkningen eller vi politikere herinde på Christiansborg kan finde ud af, om der er blevet registreret de her penge. Altså om der er nogen, der har reageret, siger hun.

Bagmandspolitiet efterforsker stadig sagen

Advokat og ekspert i bekæmpelse af hvidvask Jakob Dredenroth Bernhoft hæfter sig udover den systematiske overførsel af penge til Sydafrika også ved, at Britta Nielsens indkomst i perioden var 3.688.265,33 kroner efter skat.

- De (Nordea, red.) skal med det samme spørge Britta Nielsen: 'Hvad er baggrunden for, at du skal overføre så mange penge', siger han.

Viser det sig, at Nordea ikke har underrettet bagmandspolitiet, vurderer han, at Nordea kan se frem til en økonomisk straf. En lignende sag inden for området gav en bøde på 12,5 millioner kroner til et pengeinstitut.

Men det er ikke kun bankerne, der har begået fejl, pointerer Jakob Dredenroth Bernhoft:

- Det er lige meget, om det så har været bankerne, som har svigtet, eller om det er bagmandspolitiet. Altså samlet set er der nogen, der skulle have stoppet sådan noget her, og samlet set har det ikke fungeret. Så der er et alvorligt problem her.

Chefen for bagmandspolitiet, Morten Niels Jakobsen, stillede sig tilbage i oktober frem på TV 2 og beklagede, at de havde overset en underretning på Britta Nielsen i 2012, og indikerede tydeligt, at de kun havde fået den ene.

- Der er tale om én underretning fra 2012, hvor man begår en fejl, lød det.

Underretningen fra 2012 handlede om overførsler på cirka fem millioner kroner fra Socialstyrelsen til Britta Nielsens konti og store kontanthævninger. Ifølge TV 2s oplysninger kom den fra Danske Bank.

Bagmandspolitiet afviser stadig tirsdag aften at give et interview, men skriver i en mail til TV 2, at man stadig efterforsker sagen.